Dansker vinder over 7 millioner kroner
Personen spillede samme dag, som vedkommende vandt gevinsten. Danske Spil er endnu ikke kommet i kontakt med vinderen
Mens rigtig mange brugte onsdag aften på at ærgre sig over vores EM-exit, så kunne én dansker nok ikke lade være med at smile lidt alligevel.
Vedkommende vandt nemlig samme aften 7,66 millioner kroner på Danske Spils Vikinglotto.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Ikke i kontakt med vinderen
Her skriver de også, at vinderen købte sin kupon i Kioskland i Greve Midtby Center.
Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med vinderen.
Pågældende vil også blive tilbudt millionærrådgivning, skriver de.
Sjællandske vindere
Det er fjerde gang i år, at en dansker vinder en milliongevinst i Vikinglotto
De tre tidligere gange har personer fra Rødovre, Næstved og Slagelse vundet gevinsten i spillet, som også borgere i Skandinavien, Baltikum, Finland og Island kan deltage i.
Den højeste danske gevinst blev vundet i 2020.
Her vandt en person fra Helsingør hele 207 millioner kroner.