Dansker-favorit er helt åben

Hele Italien og Spanien går fra gul til grøn på Udenrigsministeriets coronakort

Nu kan danske turister snart besøge de to favoritdestinationer uden nogen restriktioner overhovedet
Nu kan danske turister snart besøge de to favoritdestinationer uden nogen restriktioner overhovedet
Offentliggjort Sidst opdateret

Fra lørdag klokken 16 går Italien og Spanien, som er danskernes foretrukne feriedestination, fra gul til grøn i Udenrigsministeriet rejsevejledninger.

Det betyder, at danskere, der ikke færdigvaccinerede, ikke skal testes ved hjemkomst til Danmark.

Det fremgår af Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning fra fredag.

Flere andre

Ifølge Udenrigsministeriets opdatering af rejsevejledninger åbnes der desuden for indrejse til Danmark fra Chile, Kuwait og Rwanda.

En række europæiske regioner skifter også farve til grøn.

I Frankrig går Centre-Val de Loire, Bourgogne-Franche-Comté, Hauts-de-France, Pays de la Loire, Bretagne og Nouvelle-Aquitaine alle fra gul til grøn.

Rettet mod ikke-vaccinerede

I Norge bliver regionerne Møre og Romsdal, Vestfold og Telemark og Agder grønne, og i Sverige gælder det Sydsverige.

Portugisiske Madeira skifter også farve til grøn.

I pressemeddelelsen gør Udenrigsministeriet det også klart, at rejsevejledningerne er rettet mod de borgere, som ikke er vaccinerede. Det vil sige, at færdigvaccinerede som udgangspunkt kan rejse til næsten hele verden.

Læs teksten

Det betyder også, at man som færdigvaccineret kan rejse til de fleste orange lande. 

Dog ikke til lande, der har indrejserestriktioner for danskere, selv om de er færdigvaccineret.

Det er lande som Vietnam, Indonesien og Singapore.

Udenrigsministeriet opfordrer danskerne til ikke kun at forholde sig til farven på coronakortet, men også læse teksten i rejsevejledningen, før man begiver sig ud på en rejse.

Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til gule områder, men rejsende opfordres til at være ekstra forsigtige.

Når et land er grønt i rejsevejledningen, anbefaler Udenrigsministeriet, at man som rejsende er opmærksom.

Udenrigsministeriets farver i rejsevejledningen

Farverne illustrerer sikkerhedsniveauet i det pågældende land:

Hvis dit rejsemål er grønt, opfordres du til at bruge din sunde fornuft og være opmærksom på samme måde, som du ville være det i Danmark.

Hvis dit rejsemål er gult, skal du være ekstra forsigtig i forhold til for eksempel smitterisiko med coronavirus og være opmærksom på din personlige sikkerhed og huske at holde dig opdateret.

Hvis dit rejsemål er skraveret orange, bør du undersøge om rejsen er mulig. Trods begrænset risiko for smitte med coronavirus fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser på grund af landets betydelige indrejserestriktioner, da de gør det vanskeligt eller umuligt at gennemføre en ferie for danske turister.

Hvis dit rejsemål er orange, bør du overveje, om rejsen er nødvendig. Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser, når risiciene forbundet med rejsen kan være alvorlige. Erhvervsrejser er nødvendige rejser.

Nødvendige rejser kan desuden være eksempelvis presserende familiebesøg og nødvendige ærinder som for eksempel deltagelse i begravelse, fødsel eller retssag.

Hvis dit rejsemål er rødt, bør du ikke rejse. Udenrigsministeriet fraråder således alle rejser til dette rejsemål. Hvis du alligevel tager afsted, opfordres du til at søge professionel sikkerhedsrådgivning.

Kilde: Udenrigsministeriet
Powered by Labrador CMS