Danske myndigheder snydt i “voldsom” sag
En omfattende russisk svindelfabrik har formået at snyde Danmark og 11 andre NATO-landes myndigheder
Citathistorie: Danwatch
Et mystisk selskab med en russisk forretningsmand i spidsen er centrum i en opsigtsvækkende sag om omfattende dokumentfalsk, svindel med konventionspligtige papirer og mulige sanktionsbrud.
Sagen trækker tråde til Danmark.
Det norske forsikringsselskab Ro Marine har udstedt forsikringer og certifikater til mindst 76 skibe fra den russiske skyggeflåde, der hver dag sejler millioner af tons olie gennem Østersøen og Danmark. Men alle papirerne er forfalskede.
Det kan Danwatch og NRK afsløre på baggrund af omfattende research, aktindsigter og lækkede dokumenter.
Tom skal uden drift
Selskabet er en tom skal uden drift, årsregnskab eller ansatte – udover dets eneejer, en 41-årig russer ved navn Andrey Mochalin, og et bulgarsk bestyrelsesmedlem.
De danske myndigheder er blevet snydt af de falske papirer i forbindelse med et internationalt samarbejde mellem 12 NATO-lande i Østersøen, der kontrollerer skibenes forsikringer, når de sejler forbi Finland og gennem Danmark.
Mindst syv skibe har vist svindelforsikringer fra Ro Marine under disse kontroller, og myndighederne har troet, at det var et legitimt norsk selskab.
I yderste konsekvens vil en ulykke på et af olieskibene føre til den værste miljøkatastrofe i danmarkshistorien, og forsikringssvindlen kan efterlade Danmark og de andre østersølande med en uoverskuelig regning.
Ransagede adresse i Oslo
Danwatch og NRK kan desuden afsløre, at norsk politi fredag den 21. marts ransagede en adresse i Oslo, og at i alt fire personer med forbindelse til Ro Marine er sigtet i forbindelse med sagen – den russiske bagmand Andrey Mochalin, det bulgarske bestyrelsesmedlem samt to norske forretningsforbindelser.
De er sigtet for dokumentfalsk og for at drive ulovlig forsikringsvirksomhed. Russeren og bulgareren efterforskes desuden for sanktionsbrud ifølge Danwatch og NRKs oplysninger.
Den danske professor i søret Kristina Siig fra Syddansk Universitet kalder afsløringerne om forfalskede papirer meget alvorlige.
"Jeg har aldrig set det bevist så systematisk før. Der har været enkeltstående tilfælde, men ikke i den her skala og så systematisk. Det er voldsomt. Det underminerer systemet fuldstændig", siger Kristina Siig.
En stor trussel
Craig Kennedy, som er sanktionsekspert ved Harvard University, kalder Ro Marines svindelforretning for en stor trussel mod Østersøen.
“Falske forsikringer er i direkte strid med internationale konventioner og øger faren for alle”, siger han.
Søfartsstyrelsen oplyser til Danwatch og NRK, at den har “udfordringer med at validere certifikaterne fra Ro Marine”. Derfor vil de danske myndigheder nu tage kontakt til Norge og andre involverede lande, såsom skibenes flagstater – altså de lande, hvis flag skibene sejler under.
Styrelsen skriver videre, at skibene kan blive sanktioneret, hvis det viser sig, at de har givet falske oplysninger.
“Såfremt det på baggrund af dialog med de norske myndigheder og relevante flagstater viser sig, at skibene ikke har den konventionsbestemte CLC-forsikringsdækning, vil Søfartsstyrelsen iværksætte ovennævnte tiltag over for disse skibe i samarbejde med relevante partnere”.
En talsmand for Ro Marine forklarer i en kortfattet mail til Danwatch og NRK, at den eneste, som kan svare på de fremsendte spørgsmål, er syg og derfor ikke kan kontaktes i øjeblikket.