Dansk film tættere på Oscar

Den danske film, som er instrueret af Nikolaj Arcel, er kommet igennem nåleøjet til oscarkomitéens shortliste

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT OM ARTIKLEN

Den danske film 'Bastarden', instrueret af Nikolaj Arcel, er udtaget til en shortliste af 15 film i kategorien Bedste Internationale Film af oscarkomitéen.

Den 23. januar 2024 offentliggøres listerne over film, der er nomineret til en Oscar, herunder også de fem nomineringer i Bedste Internationale Film.

'Bastarden' har allerede vundet flere priser, herunder Bedste Mandlige Skuespiller (Mads Mikkelsen), Bedste Filmfotograf (Rasmus Videbæk) og Bedste Kostume (Kicki Ilander) ved European Film Awards.

I 'Bastarden' spiller Mads Mikkelsen den fattige soldat Ludvig Kahlen, som ønsker at følge kongens kald om at opdyrke den jyske hede. Oscaruddelingen finder sted den 13. marts 2024.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den danske film "Bastarden", som er instrueret af Nikolaj Arcel, er af oscarkomitéen udtaget til en shortliste bestående af 15 film i kategorien Bedste Internationale Film, oplyser komitéen torsdag.

"Bastarden" er dermed et skridt tættere på en oscarstatuette. Spændingen varer dog lidt endnu.

Et af de stærkeste

23. januar 2024 offentliggøres listerne over film, der er nomineret til en Oscar og herunder også de fem nomineringer i Bedste Internationale Film. De fem nominerede findes blandt de femten shortlistede.

- Det er nok et af de stærkeste år i mands minde på den internationale front. Der er simpelthen det ene mesterværk efter det andet, i hvert fald, hvis man skal tro på anmelderne, siger Nikolaj Arcel til Ritzau.

En kæmpe ære

- Så jeg følte mig overhovedet ikke sikker på at komme med på shortlisten. Det er en kæmpe ære at være med.

Også den danske dokumentarfilm "Apolonia, Apolonia", som er instrueret af Lea Glob, er blevet shortlistet.

"Apolonia, Apolonia" handler om den dansk-franske kunstner Apolonia Sokol, og er optaget over 13 år. Filmen er shortlistet i kategorien Bedste Dokumentar, hvor der er udtaget 15 film.

Dokumentaren har tidligere blandt andet modtaget Nordisk Film Prisen, Grand Prix Bank Millennium Award og hovedprisen på dokumentarfestivalen IDFA.

Har snuppet flere priser

"Bastarden" har også allerede snuppet flere priser. 9. december vandt den danske skuespiller Mads Mikkelsen prisen for Bedste Mandlige Skuespiller for sin hovedrolle som Ludvig Kahlen ved European Film Awards.

Inden prisuddelingen havde "Bastarden" sikret sig yderligere to priser ved European Film Awards.

I slutningen af november blev det nemlig annonceret, at fotograf Rasmus Videbæk fik prisen Bedste Filmfotograf, mens Kicki Ilander modtog prisen Bedste Kostume for sit arbejde med filmens kostumer.

Spiller fattig soldat

Begge priser er en del af prisuddelingens Excellence Awards, der blev annonceret før showet.

I "Bastarden" spiller Mads Mikkelsen den fattige soldat Ludvig Kahlen, som ønsker at følge kongens kald om at opdyrke den jyske hede.

Men godsejeren Frederik de Schinkel, skildret af Simon Bennebjerg, mener, at han ejer heden, og det fører til fjendskab mellem de to.

13. marts 2024 finder oscaruddelingen sted for 96. gang i Los Angeles i Californien.

Powered by Labrador CMS