Dansk børnefamilie fanget i Afghanistan

Det er endnu ikke lykkedes en dansk børnefamilie fra Randers at slippe ud af Afghanistan

Et familiemedlem langer ud efter politikerne.
Et familiemedlem langer ud efter politikerne.

Citathistorie: TV2 Østjylland

Fem gange har Rozetas familie ifølge hende nu forsøgt at blive evakueret fra Afghanistan, og fem gange er det mislykkedes.

Det fortæller den 24-årige kvinde, der kun vil optræde med sit fornavn, til TV2 Østjylland.

Ifølge Rozeta forsøgte hendes forældre og 11-årige lillesøster senest torsdag at komme til et sted anvist af Udenrigsministeriet.

- De prøvede at komme til det her sted, som myndighederne sagde, de skulle komme til. Men det er helt umuligt og farligt at prøve at komme ind, siger Rozeta tilTV2 Østjylland.

Forældre og søster fanget

I mandags fortalte TV2 Østjylland. første gang om Rozeta, hvis forældre og lillesøster er fanget i Kabul efter et sygebesøg, og siden er situationen ikke blevet bedre for hendes familie, fortæller hun.

- De siger, at det er spild af tid og farligt at prøve at komme ud. Man risikerer livet ved at gå ud ad døren, siger hun.

Video

Hun fortæller derefter om en video fra stedet, hun er i besiddelse af. Videoen er, ifølge hende, optaget af en anden dansker på stedet, hvor Udenrigsministeriet havde anbefalet Rozetas familie at tage hen for at blive evakueret. 

Her bliver der på dansk blandt sagt "de slår folk, kig".

Videoen er ikke optaget af Rozetas forældre, fortæller hun. 

TV2 Østjylland.har ikke haft mulighed for at verificere videoens indhold.

Taliban styrer indgange

Rozeta fortæller, at hendes familie opholder sig hos noget familie et par timer fra lufthavnen i Kabul og derfor skal igennem adskillige checkpoints for at komme frem.

- Man kan ikke komme ind i lufthavnen, fordi Taliban styrer indgangen til lufthavnen. De pisker og slår folk, og de skyder også, hvis folk bliver urolige og kommer for tæt på, siger hun om sine forældres oplevelser.

Samtidig langer hun nu ud efter de danske myndigheders håndtering af evakueringen.

- Vi undrer os lidt over, hvem der analyserer de her steder, hvor folk skal evakueres. For det er slet ikke sikkert at tage derhen, siger hun og fortsætter:

- Jeg blev helt mundlam, og jeg forstår ikke hvem der har sagt til danske statsborgere, at de skal komme hen til det sted.

TV2 Østjylland.har forsøgt at få en kommentar fra Udenrigsministeriet, men de har ikke ønsket at udtale sig om sagen og henviser til onsdagens pressemøde med statsministeren.

Powered by Labrador CMS