Danmark tager trist førsteplads

Blandt skandinaviske lande har Danmark nu indtaget en forfærdelig førsteplads

Offentliggjort Sidst opdateret

I Danmark får flere mennesker lungekræft end i de øvrige skandinaviske lande. Det skyldes angiveligt, at en større andel af befolkningen ryger. Derfor glæder det Kræftens Bekæmpelse, at der er kommet nyt liv i den politiske debat om rygeforebyggelse.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse. 

Næsten 5.000 danskere får hvert år diagnosen lungekræft. Risikoen for at blive ramt af sygdommen er højere end i de andre nordiske lande. Sammenlignet med Sverige er risikoen endda dobbelt så høj for mænd.

Flere tilfælde

- I Danmark har vi desværre flere tilfælde af lungekræft end vores skandinaviske nabolande. Det er rigtig trist. Lungekræft er en alvorlig sygdom med en høj dødlighed. Mennesker, der lever med lungekræft, har ofte stærkt forringet livskvalitet, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Tallene stammer fra den nordiske kræftstatistikdatabase NORDCAN.

Lungekræft skyldes i ni ud af ti tilfælde tobaksrygning. 

Stor andel har røget

Og rygning har været udbredt i Danmark. I 1950 røg 80 pct. af mænd og 40 pct. af kvinder i Danmark dagligt. Mens færre og færre mænd røg dagligt i løbet af 1950'erne og 1960'erne, så toppede rygning blandt kvinder først i 1970. Herefter faldt dagligrygning blandt begge køn.

Når vi ser så mange tilfælde af lungekræft, er det, fordi en stor andel af befolkningen i Danmark har røget - også kvinderne. Men Mette Lolk Hanak ser lungekræft som et samfundsproblem snarere end et individuelt valg.

Giver ny energi

- Når vi har så mange tilfælde af lungekræft, er det ikke dem, der ryger, vi skal bebrejde. Når man først er afhængig, kan det være svært at stoppe igen. Vi skal i stedet bebrejde vores lovgivning og kultur, der har gjort det alt for nemt at begynde at ryge. Det skal vi have ændret, siger Mette Lolk Hanak.

Som del af et sundhedsudspil foreslog regeringen i midten af marts at stoppe for salg af tobak og nikotinprodukter til personer født i 2010 eller senere. Det har givet ny energi til diskussionerne om, hvordan vi forebygger rygning.

Kræver ambition

- Hvis vi bliver ved med at have den højeste andel af mennesker, der ryger, i Skandinavien, kommer vi også til at have den højeste forekomst af lungekræft. Det kræver ambitiøse og vidtrækkende initiativer på tobaksområdet at ændre vores topplacering. Derfor er jeg glad for, at man på Christianborg nu igen drøfter, hvad vi kan gøre for at forebygge rygning, siger Mette Lolk Hanak.

De tilfælde af lungekræft, vi ser i dag, er resultatet af rygning for 20-30 år siden. Faldet i andelen af mennesker, der ryger i kombination med bedre behandling vil betyde, at der fremover er færre, der vil får lungekræft.

Danskerne har flest tilfælde af lungekræft grundet rygning, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
Danskerne har flest tilfælde af lungekræft grundet rygning, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
Powered by Labrador CMS