Danmark får sølv efter tabt OL-finale
Danskerne var favoritter i finalen, men de blev slået af italienerne
Det danske hold i banecykling får OL-sølv.
I finalen blev kvartetten på de 4.000 meter slået af Italien, der satte ny verdensrekord.
Frederik Rodenberg, Rasmus Lund, Lasse Norman Hansen og Niklas Larsen havde føringen indtil sidste omgang.
Desværre tabte danskerne med 17/100 af et sekund.
Femte medalje
Det er femte gang i historien, at Danmark vinder en OL-medalje i disciplinen.
Den første kom helt tilbage i 1968, hvor Mogens Frey, Gunnar Asmussen, Reno Olsen og Per Lyngemark vandt guld.
Siden er det blevet til bronze i 1992, sølv i 2008 og bronze i 2016.
Drama i semifinale
På et tidspunkt var der reel tvivl om, hvorvidt danskerne overhovedet kom i finalen.
Imod slutningen af semifinale-løbet mod Storbritannien bragede Frederik Rodenberg sammen med en brite.
De styrtede begge, og det resulterede i et større efterspil.
Her pegede Danmark på reglen om, at holdet havde indhentet Storbritannien, og at løbet derfor var afgjort ved sammenstødet.
Det fik danskerne medhold i.