Canas mirakelkur: Gør det HVER nat
Cana Schønwald Henriksen plejede at være plaget af tinnitus, migræne og rygsmerter om natten. Men det er hun ikke længere
-Jeg er ikke til at drive ind. Jeg kommer nok aldrig til at sove indenfor igen.
Sådan lyder det fra Cana Schønwald Henriksen, der har været slemt plaget af tinnitus, migræne og rygproblemer om natten. Men det er ikke længere tilfældet, efter hun tilbage i august 2021 begyndte at sove i telt i sin have.
For naturens lyde, den kølige luft og en luftmadras hjælper gevaldigt på de skavanker, som hun lever med.
- Jeg er ikke længere træt, når jeg vågner. Jeg er mere veludhvilet. Og jeg er positiv, når jeg står op. Jeg får en god start på dagen, fortæller 57-årige Cana Schønwald Henriksen til Newsbreak.dk.
-Det var ikke noget for mig
Før Cana Schønwald Henriksen, der kommer fra Jerup i Vendsyssel, havde prøvet at sove i telt ude i det fri, ville hun aldrig have troet, at hun ville komme til at elske det.
- Det var ikke noget for mig. Jeg ville hellere sove i min dejlige seng, lyder det.
Men da hun skulle på en længere havkajaktur, købte hun et telt, en sovepose og en luftmadras. Siden da er det lille telt blevet erstattet af en stor tipi. Og den tipi har hun minsandten sovet i hver eneste nat lige siden.
Tinnitus på begge ører i mange år
Cana Schønwald Henriksens liv er blevet markant bedre og hendes livskvalitet ligeså.
Hun har døjet med slem tinnitus på begge ører i mange år. Hun lider under at høre to høje og skarpe hylelyde i ørerne og sit hoved konstant.
- Det er rigtig træls. Det er meget generende, fortæller Cana Schønwald Henriksen.
- I starten havde jeg lyst til at løbe væk fra mig selv for at slippe for hylelydene. Men jeg synes ikke, at det er synd for mig. Og tinnitusen skal ikke have lov til at ødelægge mit liv, for jeg har kun et liv, fortsætter hun.
Cana Schønwald Henriksen kan abstrahere fra de enerverende hylelyde, når hun sover udenfor.
-Der er naturlige lyde, som jeg kan lytte til, frem for den skrigen i mit hoved. Det er meget rarere.
Det er ikke kun mennesker med skavanker, som kan få glæde og gavn af at sove udendørs, mener hun.
- Alle burde prøve det. Det er så lækkert.