Butiksdøden hærger
Der er stadig færre butikker i bymidter, men direktør mener, at bymidterne skal bruges anderledes i dag
Fra 2006 til 2020 har landets bymidter mistet mere 5800 butikker.
Det svarer til et fald på lidt over 20 procent.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af tal fra detailkonsulent-afdelingen i Cowi.
Også mediet Detailwatch har tidligere beskrevet, hvordan 80 procent af de danske kommuner har udfordringer med deres bymidter.
Det er en udvikling, som Indenrigs- og Boligministeriet vil forsøge at vende med en forsøgsordning for frie bymidter, som skal udmøntes til nytår.
Caffe latte
Ifølge Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium, vil borgerne gerne bruge bymidterne. Bare ikke til detailhandel i samme grad som tidligere.
Det siger hun til Jyllands-Posten.
- Vi kommer ikke til at bruge bymidterne til at handle så meget mere. Men vi er stadig storforbrugere af caffe latte, og vi spiser mere og mere ude. Faktisk går vi også stadig på biblioteket. Vi vil gerne det sociale møde, siger hun.
Ellen Højgaard Jensen fortæller, at det er en kulturel omvæltning, men at vi stadig godt kan lide bymidter.
Byen - ikke kommunen
Hun beskriver over for Jyllands-Posten, at vi identificerer os med vores by og ikke vores kommune.
Derfor er det vigtigt, at bymidten ikke er nedslidt.
32 byer søgte oprindeligt om pengene i en forsøgsordning for frie bymidter.
Men Indenrigs- og Boligministeriet offentliggør i 2023 ti byer, som alle har under 20.000 indbyggere, som kan få en del af en pulje på 130 millioner kroner.
Forsøgsordningen skal efter planen løbe fra 2024 til 2027.
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) understreger over for Jyllands-Posten vigtigheden af, at man gør noget, for at folk har lyst til være i bymidterne.