Bryggeriforeningen har i skjul assisteret ungdomspartier

Ungdomspartier har været finansieret af Bryggeriforeningen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bryggeriforeningen har i skjul assisteret og betalt danske ungdomspartiers kamp imod indførelsen af en aldersgrænse på 18 år for køb af alkohol.

Det skriver Jyllands-Posten. 

Tidligere på året fremlagde regeringen et sundhedsudspil, som ville hæve grænsen for køb af alkohol fra 16 til 18 år.

Men forslaget blev aldrig til noget.

Det er sommer og folk nyder solen på Nyhavn, når den er fremme. (Arkivfoto)
Det er sommer og folk nyder solen på Nyhavn, når den er fremme. (Arkivfoto)

En alliance bestående af ungdomspartier har være finansieret af Bryggeriforeningen, som er en brancheorganisation. Det kritiserer en professor.

- Dette er en måde at få beskidte penge til at se pænere ud. Det svarer til, at medicinalfirmaer får patientforeninger til at reklamere for sine produkter, siger Peter Munk Christiansen, der er professor på Aarhus Universitet og beskæftiger sig med lobbyisme.

Læserbreve

Ansvarlig Ungdom består af 18 ungdomsorganisationer og har kæmpet mod at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol.

Det er sket i form af læserbreve og en befolkningsundersøgelse, som understøtter organisationernes politiske holdninger.

Det er Bryggeriforeningen, der har betalt for undersøgelsen, som de unge præsenterede for Folketingets sundhedsudvalg.

Peter Munk Christiansen konstaterer, at alle hurtigt kunne gennemskue, at foreningen var styret "af gold mammon og rå profit", hvis Bryggeriforeningen havde været afsender af læserbrevene og befolkningsundersøgelsen.

Betaler unge mennesker

- Nu betaler man i stedet unge mennesker for at komme med de samme budskaber. Det er ikke særligt smukt, at Bryggeriforeningen arbejder på den måde bag kulisserne, siger Peter Munk Christiansen.

Den nye direktør i Bryggeriforeningen Nick Hækkerup var indtil for nylig socialdemokratisk justitsminister. Han erkender, at foreningen står økonomisk bag ungdomsorganisationen.

Ingen grund til at nævne det

Han mener ikke, at der var nogen grund til at nævne det selv ifølge Jyllands-Posten.

- Det synes jeg ikke, at der er nogen grund til. Det er fint, at vi hjælper der, hvor vi kan.

- Hvem vi hjælper, og hvordan vi hjælper, synes jeg grundlæggende ikke, at vi skylder nogen forklaring på. Men når du spørger, så svarer vi, siger Hækkerup, der ikke vil sige, hvor mange penge der er tale om.

Powered by Labrador CMS