Britta fortsætter sin kamp
Det tidligere socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet, Britta Thomsen, kæmper stadig for mere ligestilling mellem kønnene, når hun den 23. januar fylder 70
Kampen for ligestilling mellem kønnene i et internationalt perspektiv har været en tråd i den tidligere socialdemokratiske europaparlamentariker Britta Thomsens arbejdsliv, uanset om hun har været folkevalgt eller ej.
I sin periode i EU-Parlamentet fra 2004 til 2014 sad hun i udvalget for kvinders rettigheder og ligestilling, hvor hun var gruppeformand for de socialdemokratiske medlemmer.
Debatten har udviklet sig
Nu giver hun foredrag om EU’s indflydelse på dansk ligestillingspolitik, og så sent som i efteråret udarbejdede hun en rapport til den danske fagbevægelse, der viser, at stort set alt ligestillingspolitik i Danmark de seneste 50 år er kommet fra EU.
Den 23. januar fylder Britta Thomsen 70 år, og hun kan konstatere, at debatten om ligestilling har udviklet sig i takt med hendes alder.
Fik mere røg
- Vi er blevet mere ligestillingspositive i Danmark, siden dengang jeg begyndte i EU-Parlamentet, siger hun.
Dengang fik man mere røg, hvis man som kvinde i den offentlige debat slog på tromme for øget ligestilling og kvinderettigheder, kan hun konstatere.
Trods fremskridt er kampen dog langt fra slut. Men selv om det kan være en hård dagsorden at føre frem, påvirker det ikke Britta Thomsen.
Skal fejret i Bruxelles
- Jeg er en fightertype, der godt kan lide diskussioner og debatter. De kan bare komme an, siger hun, der heller ingen planer har om at skrue ned for arbejdet trods den nye alder.
Fejringen af hendes fødselsdag indkapsler også, hvem Britta Thomsen er.
Selv om hun bor på Christianshavn i København, fejrer hun dagen på en portugisisk restaurant i Bruxelles.
Britta Thomsen er stadig med i en socialdemokratisk tænketank i Bruxelles, og morgenen efter hendes fødselsdag holder de møde i EU-hovedstaden.
Taler sproget flydende
Den portugisiske mad - klipfisk er naturligvis på menuen- er heller ikke tilfældig.
Siden hun i sommeren 1974 besøgte Portugal i efterdønningerne fra Nellikerevolutionen, har hun været fascineret af landet.
Hun har studeret i Lissabon, taler sproget flydende, og hvis DR har brug for en kommentator til at udlægge nye udviklinger i portugisisk politik, kan de ringe til Britta Thomsen.
Holder øje med udviklingen
Sprogkundskaberne har hun også benyttet til at bygge bro for Copenhagen Business School til Latinamerika, hvor hun som adjungeret professor blandt andet har startet samarbejder med universitetet i Brasiliens Sao Paolo.
Selv om hun ikke længere stiller op til valg, vil hun holde skarpt øje med udviklingen, ligesom hun skriver på en bog om Portugal, der har 50-års jubilæum for revolutionen.
Og så er der stadig ligestillingsspørgsmål, der skal debatteres.