Brandfaren vokser - her skal du passe på
Vejret i Danmark er for tiden historisk tørt, og brandfaren stiger i naturen landet over
Sommeren har for alvor indfundet sig.
I hvert fald hvis man kigger på vejrudsigterne. Solskin fra en skyfri himmel og temperaturer på den gode side af 20 er nærmest blevet standard.
Faktisk er vejret historisk godt - eller tørt.
Ikke en dråbe
Onsdag bliver således den 15. dag i træk uden en eneste dråbe regn i Danmark. En så lang periode uden nedbør har ikke fundet sted i 20 år, skriver TV 2 Vejret.
Men det gode vejr fører ikke kun et øget forbrug af rosé og is med sig. Den danske natur er blevet knastør, og risikoen for naturbrande bliver derfor kun større og større.
Derfor opfordrer Danske Beredskaber til, at man er ekstra varsom, hvis man har at gøre med åben ild i naturen.
Alle skal hjælpe
- De seneste uger har de kommunale redningsberedskaber kørt til flere brande i naturen, end vi har gjort tidligere år.
Det er vigtigt, at alle hjælper til og gør, hvad man kan, for at undgå, at der opstår brand, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.
På Beredskabsstyrelsens brandfareindeks er der tirsdag enten "moderat" eller "høj" brandfare i hele landet.
Torsdag ventes den at stige til "høj" i det meste af landet og "meget høj" i hovedstadsområdet, Nordsjælland, på Sydsjælland og på Lolland.
Underskud af vand
- Vi har allerede et betydeligt vandunderskud i jordlagene svarende til halvdelen af den mængde nedbør, som vi normalt får i løbet af en hel juni måned - og med knastørre vejrprognoser foran os minder udviklingen om den tørkeramte sommer i 2018, der bød på rekordmange naturbrande, siger Knud-Jakob Simonsen, beredskabschef i DMI, på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.
Ifølge tal fra Beredskabsstyrelsen formodes afbrænding, ukrudtsbrændere og cigaretskodder at være årsag til 70 procent af de naturbrande, der opstod i maj.
Pas på åben ild
- Overvej grundigt, om der er behov for at bruge åben ild. Det er en dårlig idé at bruge ukrudtsbrænder, når det er så tørt, og man skal være meget påpasselig med eksempelvis grill eller bål.
Hvis du er ryger, så sørg for ikke at smide skodder i naturen, siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen, Mads Dalgaard, på styrelsens hjemmeside.