Brænder selv om de ligner vandmænd
Sjældent fænomen boltrer sig lige nu langs kysten og blander sig med badende og strandgæster
Blå gopler er de seneste dage blevet spottet af strandgæster og havnebesøgende på Sjællands nordkyst. Det skriver TV 2 Kosmopol.
Ifølge Jens Peder Jeppesen, marinbiolog og akvariechef på Øresundsakvariet i Helsingør, er de blå gopler er sjældent syn på de kanter.
- Jeg har hørt, at de er set helt nede ved København og rigtigt mange steder på hele Nordkysten, hvor de er drevet ind.
Brænder
- Man ser dem normalt i Nordsøen og op mod Island, men engang imellem kommer der en bundstrøm, som fører dem til blandt andet Øresund, siger han til TV 2 Kosmopol.
Til DR fortæller John Mogensen, livredderchef for den nordsjællandske livredningstjeneste, at mange tror, at det er vandmænd, men at de blå gopler brænder, selv om det ikke er lige så slemt som den brændende fornemmelse, de røde gopler giver.
Det skyldes, at deres giftceller leverer mindre gift, og at deres tråde er kortere, så risikoen for at blive brændt er mindre.
Usædvanligt mange i år
I Norge er de blå gopler mere almindelige, men det norske medie VG skriver, at der er usædvanligt mange af dem i år.
NRK skrev i slutningen af juni, at der de seneste fem-seks år er set langt flere blå vandmænd, og at der flere steder nu ses flere blå gopler end røde, hvilket ville være "helt utænkeligt" for 20 år siden.
Havforsker Tone Falkenhaug siger til mediet, at "vandmænd er komplicerede".
Skyldes angiveligt klimaforandringer
- Vi mener, at det har at gøre med klimaforandringer og varmere have, siger hun til NRK.
Vandmænd består af 95 procent vand og er plankton, der driver med havstrømme. De kan ikke kontrollere, hvor de svømmer hen, men kan omvendt kontrollere, hvilken dybde de vil være på.
De er rovdyr, som er ældre end dinosaurerne og har eksisteret i mere end 500 millioner år.
Forskere ved meget lidt om vandmænd på grund af deres gelélignende konsistens, som gør dem vanskelige at undersøge.