Bornholm krænket af russere
Den russiske ambassadør er blevet hasteindkaldt efter en korvets krænkelse af dansk farvand, oplyser Kofod
En russisk korvet krænkede natten til fredag dansk territorium to gange. Det skete nord for Christiansø ud for Bornholm, oplyser Forsvaret.
Skibet sejlede klokken halv tre ind i farvandet nord for Christiansø.
Nogle timer senere sejlede samme korvet endnu en gang ind på dansk territorium.
Efter et kald på civil VHF-radio fra Søværnets maritime indsatsenhed forlod det russiske skib straks dansk territorialfarvand, oplyser Forsvaret.
Dybt uansvarlig og grov provokation
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver på Twitter, at den russiske ambassadør er blevet hasteindkaldt til samtale i Udenrigsministeriet.
- (Det er) en dybt uansvarlig, grov og fuldstændig uacceptabel russisk provokation midt under Folkemødet.
- Bøllemetoder virker ikke mod Danmark. Den russiske ambassadør er hasteindkaldt i Udenrigsministeriet, skriver Jeppe Kofod.
Grov krænkelse
En korvet er et letbevæbnet krigsskib. Det bruges blandt andet til kystbevogtning og ubådsbekæmpelse.
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) kalder på et kort pressemøde hændelsen en "grov krænkelse".
- Det er meget usædvanligt. Det er en grov krænkelse af alle de regler, der er, for hvordan man gebærder sig på vandet.
Har krænket Danmark før
- Vi har tidligere set, at russerne krænker dansk territorium. Det gør de på landet og i luften, siger han.
Morten Bødskov mener dog ikke, at krænkelserne udgør en trussel for sikkerheden på Bornholm, hvor blandt andet mange politikere, herunder medlemmer af regeringen, i disse dage er samlet til Folkemøde.
- Der er ikke nogen trussel mod Bornholm eller Folketinget, siger Morten Bødskov.