Børn i voldsom slåskamp på togstation
En gruppe unge ned til 12 år endte søndag i en slåskamp på Frederiksværk Station
Citathistorie: TV 2 Kosmopol
En video af en slåskamp har skabt røre i Frederiksværk.
Otte sortklædte drenge, hvoraf nogle var maskerede, sloges på perronen på Frederiksværk Station søndag eftermiddag.
Ifølge vidner, som TV 2 Kosmopol har talt med, var flere af drengene 12-13 år gamle.
Delt på sociale medier
Videoen er blevet delt på flere sociale medier, blandt andet Facebook, hvor optrinnet har fået stor opmærksomhed i kommunens lokale gruppe.
TV 2 Kosmopol har fået videoen tilsendt af flere borgere - det vides ikke, hvem der har filmet den.
Nordsjællands Politi oplyser, at de søndag eftermiddag modtog en anmeldelse fra et lokaltog på Frederiksværk Station om et slagsmål på stationen.
Ifølge anmelderen var flere personer flygtet væk fra perronen og ind i toget, som derefter kørte videre.
Politi er på sagen
Politiet fortæller desuden, at de er "opmærksomme" på sagen.
Halsnæs Kommune oplyser i en mail til TV 2 Kosmopol, at kommunens kriminalitetsforebyggende samarbejde, SSP, er gået ind i sagen.
Det gjorde de det øjeblik, de blev bekendt med "den voldsomme slåskamp".
Under 15 år
Kommunen skriver, at der tilsyneladende er tale om to grupper, hvoraf den ene kommer fra Halsnæs Kommune, mens den anden kommer fra et andet sted i Nordsjælland.
- Vi kan også bekræfte, at der i gruppen fra Halsnæs er unge under 15 år, og at der i gruppen er individer, som i forvejen er kendt i SSP, skriver kommunen.
Kan få alvorlige konsekvenser
- SSP og politiet har siden søndag arbejdet intenst med at identificere de unge mennesker og efterfølgende være i dialog med de unge, skolen, forældre og politiet.
- Ikke mindst med henblik på, at de unge mennesker skal forstå alvoren af deres gerninger og de konsekvenser, de kan medføre. Parallelt hermed efterforsker politiet også sagen.