-Borgerne har hørt efter
Udviklingen skyldes formentlig, at borgerne har lytte til regionens opfordring
Citathistorie: TV 2 Lorry.
Akuttelefonen 1813 har i årets juledage håndteret væsentligt færre opkald i forhold til de seneste år.
Det viser opkaldstal, som Region Hovedstaden har trukket for TV 2 Lorry.
Faktisk håndterede Akuttelefonen cirka 25 procent færre opkald den 24. og 25. december i år sammenlignet med de foregående to år.
Mens antallet af opkald anden juledag lå på nogenlunde samme niveau som de foregående år.
Overraskende udvikling
Julen, hvor de praktiserende læger er lukkede, har altid været den travleste tid på året for 1813-centralen i Ballerup.
Derfor er udviklingen også overraskende hos akuttelefonen, der er hårdt presset for tiden. Det siger Lene Hvorup, der er vagtleder ved Akuttelefonen 1813.
- Det er gået bedre, end vi havde forventet, fordi der er kommet færre opkald. Det er forhåbentligt fordi, at borgerne har lyttet til vores budskab, men vi ved det reelt ikke, siger hun til TV 2 Lorry med henvisning til det opråb, som regionen kom med før jul.
Her opfordrede man borgerne overveje om situationen var akut nok til at benytte 1813, eller man i stedet skulle vente til den næstkommende hverdag.
Ventetid på mere end fem timer
Opfordringen kom efter, at akuttelefonen gennem en længere periode havde været presset. Lørdagen før jul, oplevede man ventetider på op til fem og en halv time.
Det skyldtes blandt andet, at man hos Akuttelefonen oplevede rigtig meget ventetid på telefonerne, fordi folk netop ringede med problemer, som akuttelefonen ikke kan hjælpe borgene med.
De forkerte opkald
Mange borgere ringede 1813 for blandt andet at bestille en coronatest eller for at få deres testresultater.
Andre ringede også for at få recepter fornyet.
Derudover peger Lene Hvorup på, at bemandingen har været en af årsagerne til de lange ventetider.
- Hele hovedårsagen er, at bemandingen ikke har været god nok. Vi er ligesom resten af sundhedsvæsenet pressede af, at vi ikke kan få bemanding nok. Vi er også presset af sygdom og covid, siger hun til TV 2 Lorry.
Ingen corona-opkald
Fredag er det nytårsaften og her forventer Akuttelefonen igen at få rigeligt at se til. Derfor gentager Lene Hvorup også opfordringen, som man kom med før jul.
- Vi vil igen bede folk om ikke at ringe til os for at få svar på en coronatest eller bestille tid til en test. Og så opfordrer vi til, at folk overvejer, om det er akut nok til at ringe eller om det kan vente til den næstkommende hverdag, siger hun til TV 2 Lorry.
Akuttelefonen fortæller, at hvis man er alvorligt syg, så skal man ringe 112.