Bliver gratis på alle hverdage

Gratis færgeture fra den politiske sommerpakke lå tre dage om ugen, men Molslinjen udvider nu til fem dage

Molslinjen lader gående og cyklende rejse gratis på alle hverdage
Molslinjen lader gående og cyklende rejse gratis på alle hverdage
Offentliggjort Sidst opdateret

Fra 2. august tilbyder Molslinjen gratis ture på alle hverdage for gående, cyklende og for folk med et handicapparkeringskort.

Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

Gratis færgeture er en del af regeringens sommerpakke.

Hidtil har de ligget tirsdag, onsdag og torsdag for at undgå at skabe trængsel.

- Der har været stor efterspørgsel efter de gratis ture, men ikke større efterspørgsel end at vi nu kan udvide ordningen til alle ugens hverdage, udtaler kommerciel direktør Jesper Skovgaard.

Udvider ordning

En af betingelserne i sommerpakken var, at ordningen skulle gælde i juli, august og september.

Færgeselskaberne måtte selv stå for at placere de gratis ture.

- Vi lagde forsigtigt ud med tre dage om ugen, så vi kunne være sikker på at kunne håndtere gæsterne.

- Det er gået godt i juli, og nu har vi så klart et billede af søgningen, at vi er trygge ved at sætte flere hverdage på, lyder det fra Jesper Skovgaard.

Tilbuddet gælder på alle Molslinjens færger på Kattegat samt på Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen og Langelandslinjen.

På Fanølinjen bliver de gratis færgeture placeret fra midt i august efter skolernes sommerferie, oplyser Molslinjen.

Powered by Labrador CMS