Blev pludselig millionær midt i arbejdstiden
Pludselig vidste alle kollegaerne det også
Hvis tanken var, at ingen måtte opdage, hvor mange penge en heldig østjyde er god for, så gik planerne i vasken.
Da Danske Spil ringede til ham, valgte han nemlig at sætte telefonen på højtaler - og så kunne alle på kontoret pludselig høre nyheden - han var blevet syv millioner rigere.
For godt til at være sandt
- De troede også bare – ligesom jeg - at det var for sjov. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt, når man bliver ringet op og får at vide, at man har vundet syv millioner i Joker, fortæller manden fra Aarhus-området.
Bruges på hjemmet
Det kræver dog ikke mange overvejelser, om hvad der skal ske med pengene - hjemmet trænger nemlig til en overhaling.
- Vi havde allerede fået lavet nogle arkitekttegninger, så med syv millioner ekstra var det jo bare at sætte i gang med renoveringen, lyder det fra vinderen.