Blev forgiftet: Prøver nyt forsøg

Kolesterolsænkende præparat kan muligvis hjælpe 187 Korsør-borgere med at udskille sundhedsskadeligt stof

Brandskum havde spredt sig til en mark med græssende kvæg
Brandskum havde spredt sig til en mark med græssende kvæg
Offentliggjort Sidst opdateret

De 187 borgere i Korsør, der har indtaget det sundhedsskadelige stof PFOS, sætter nu deres lid til et forsøg med et kolesterolsænkende middel.

Det formodes at have den effekt, at det kan sænke PFOS-niveauerne i blodet. Det forklarer ledende overlæge Ann Lyngberg, Holbæk Sygehus.

- Vores forhåbninger til medicinen er jo, at vi kan få en behandling, der kan hjælpe de her mennesker til at udskille PFOS, siger Ann Lyngberg.

Har indicier

Hun vil på et informationsmøde mandag i Korsør fortælle de berørte borgere om perspektiverne.

Det er præparatet colestyramin, der er et velkendt og velafprøvet middel mod for højt kolesteroltal, som muligvis kan hjælpe Korsør-borgerne.

- Vi har nogle mindre studier, der er indicier på, at det kan hjælpe med at udskille PFOS.

Har et håb

- Men vi mangler dog det regelrette gode forskningsforsøg, der kan vise om det reelt er sandt. Så vi har håb om, at det virker, men vi ved det ikke, siger Ann Lyngberg.

Før forsøget med brug af præparatet kan indledes, skal Videnskabsetisk Komité i Region Sjælland sige god for det.

Det ventes drøftet i komitéen i begyndelsen af september.

Spred sig til mark

I foråret kom det frem, at det giftige stof - som tidligere blev brugt i brandskum - havde spredt sig fra brandskolen i Korsør til en mark.

Her gik køerne fra Korsør Kogræsserforening i årevis og indtog stoffet gennem græsset.

Giften spredte sig på samme måde til aftagerne af oksekødet.

Der blev taget blodprøver af kogræsserforeningens medlemmer, og de viste stærkt forhøjede værdier af PFOS.

Fylder meget

Kenneth Nielsen er formand for kogræsserforeningen, og han har store forhåbninger til forsøget med den kolesterolsænkende medicin.

Bekymringerne for helbredet fylder meget hos ham og de øvrige medlemmer, fortæller han.

- Det er noget, jeg tænker på syv dage om ugen. Sådan er der mange, der har det. For hvad kommer det til at betyde for sundheden for os selv og vores kære. Vi kan ikke slippe det mentalt, siger han.

Svær situation

Ann Lyngberg forstår bekymringerne, men understreger, at det ikke er givet, at borgerne bliver syge af de forhøjede PFOS-værdier.

- Det er en utrolig svær situation, de her mennesker står i. Men det er også vigtigt at vide, at selv om der er mulige helbredseffekter, så er det heldigvis ikke sådan, at det er sikkert, at man bliver syg.

Hvis forsøget med den kolesterolsænkende medicin bliver godkendt, vil resultaterne formentlig foreligge i sommeren 2022.

PFOS er identificeret som et såkaldt prioriteret farligt stof i EU's vandrammedirektiv, fordi det blandt andet er kræftfremkaldende.

Hvad er PFOS

PFOS er en forkortelsen for perfluorooctansulfonsyre. Det er et menneskeskabt fluoroverfladeaktivt stof, og der ses PFOS-forurening over det meste af verden.

Selvom PFOS helt aktuelt sættes i sammenhæng med brandskum, skal vi tilbage til 1949 og virksomheden 3M for at finde ophavet. Det skulle beskytte stoffer mod pletter og var også at finde i diverse pletfjernere.

Oprindeligt var det ikke PFOS, men derimod perfluoroctansulfonylfluorid, som 3M dannede via elektrokemisk fluorering, der skulle forhindre pletter. I 1968 blev der fundet rester af det i blodet hos bloddonorer, og små ti år efter, i 1976 kom PFOS og det beslægtede PFOA (perfluoroctansyre) frem som erstatning.

Også her var det fund i blod, der førte til, at man fra maj 2000 begyndte at udfase stoffet, der indtil da havde været nøgleingrediensen i Scotchgard.

Kilde: Kemifokus
Powered by Labrador CMS