Bjærger mystisk genstand
Et objekt er tirsdag blevet bjærget ved Nord Stream 2, oplyser Energistyrelsen onsdag
Tirsdag har Forsvaret afsluttet en bjærgning af et objekt ved Nord Stream 2-rørledningen.
Det oplyser Energistyrelsen i en kortfattet pressemeddelelse onsdag.
- Forsvaret har oplyst, at bjærgningen blev gennemført på 73 meters dybde. Bjærgningen skete med deltagelse af en repræsentant fra ejerselskabet Nord Stream 2 AG, skriver styrelsen.
- Undersøgelser tyder på, at der er tale om en tom røgbøje, som anvendes til visuel markering. Objektet udgør ikke en sikkerhedsrisiko.
Gaslækage
Energistyrelsen henviser til Forsvaret for yderligere spørgsmål til bjærgningen og objektet.
Nord Stream-rørledningerne blev ramt af eksplosioner sidste år. De udløste en gaslækage fra rørene, som kunne ses på havoverfladen.
Umiddelbart efter lækagerne oplyste statsminister Mette Frederiksen (S), at de danske myndigheder var af den opfattelse, at der var tale om en bevidst handling.
Hvem gjorde det
Det er endnu ikke opklaret præcis, hvad der er sket, og hvem der står bag.
Energistyrelsen har tidligere offentliggjort et billede af objektet. Heraf fremgår det, at objektet er cylinderformet og måler cirka 40 centimeter i højden samt omkring 10 centimeter i diameter.