Bil lander på taget - tre til skade
Bilen røg ud over hegnet og ind i flere parkerede biler hos en forhandler
Politi og redningsmandskab er fredag eftermiddag til stede på Grenåvej i Egå nord for Aarhus.
Her er en bil landet på taget og oven på flere andre parkerede biler hos en bilforhandler.
Det bekræfter operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, Thomas Jørgensen, til Newsbreak.dk.
- Der er tre tilskadekomne. Vi kender ikke mere til deres status lige nu, siger han.
Højhastighed
Han siger, at anmeldelsen fra stedet gik på, at bilen kørte for stærkt.
Der har været én anden bil impliceret, som ikke er kørt ud over hegnet.
I stedet holder den på cykelstien lige ved siden af.
Kom selv ud
Føreren, hvis bil endte på taget, kravlede selv ud af bilen efter ulykken, oplyser Thomas Jørgensen.
Hvilken af de to biler, der havde en passager med, vides ikke på nuværende tidspunkt.
Men sikkert er det, at der ikke kom cyklister, gående eller andre trafikanter til skade.