TIRSDAG MORGEN:
Betjente undersøger mistænkeligt forhold
Modtog anmeldelse klokken 3 i nat
Østjyllands Politi er tirsdag morgen til stede i området omkring Aarhus Universitet.
Her undersøger betjente et mistænkeligt forhold.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Andersen.
Der sker, efter at politiet omkring klokken tre natten til tirsdag modtog en anmeldelse, oplyser vagtchefen, der ikke ønsker at oplyse nærmere om, hvad anmeldelsen drejer sig om.
Afspærrer område
Østjyllands Politi skriver på den sociale platform X, at politiet er ved at afspærre en del af Aarhus Universitet, da "flere personer har fået det skidt med samme symptomer".
- Beredskabsstyrelsens eksperter, HazMat, skal nu undersøge om mulig kemisk reaktion, skriver politiet.
Politiet er tirsdag morgen til stede i området omkring universitet med flere patruljer.
Specialuddannede
HaZMat er Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab. HaZMat står for Hazardous Materials - farlige materialer.
Ifølge Beredskabsstyrelsens hjemmeside består et HaZMat-hold af specialuddannede personer fra Beredskabsstyrelsen og kemikere fra styrelsens kemiske beredskab.
Holdene kan med mobilt udstyr identificere kemiske stoffer.