Betjente jagter "Nordea-manden"
Snyder og bedrager ældre mennesker
Sydsjællands og Lolland Falsters Politi intensiverer nu jagten på den såkaldte "Nordea-mand".
Manden har i august og september bedraget stribevis af ældre mennesker i Slagelse, Næstved, Haslev, Rønnede, Vordingborg, Nykøbing Falster og Sakskøbing.
Det er endnu ikke lykkedes for politiet at identificere gerningsmanden.
Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at fange manden.
Siger han er fra banken
Manden snyder de ældre ved at ringe og udgive sig for at være fra banken.
I mange tilfælde har han sagt, at han ringer fra Nordea.
Han fortæller, at ukendte personer er ved at trække penge fra de sagesløse ældre menneskers konto.
Han siger derefter, at en fra banken vil komme forbi og hente borgerens kort.
Trækker store beløb
En gerningsmand møder derpå op hos de ældre mennesker og franarrer dem kort og kode.
Kort efter bliver de ældre menneskers konti lænset for store beløb.
- Vi ser med stor alvor på disse sager, blandt andet fordi ofrene ofte er sårbare borgere, siger vicepolitiinspektør Lars Steffensen i en pressemeddelelse.
- Bankerne arbejder ikke på denne måde, og bankerne vil aldrig sende medarbejdere ud for at afhente borgeres betalingskort, fortsætter han.
Gerningsmand er tatoveret
Gerningsmanden beskrives som:
- Mand
- 25-35 år
- Ca. 180 - 185 cm høj
- Almindelig af bygning
- Sort kort hår
- Mørkt fuldskæg
- Tatovering på venstre hånd
- Han har ved flere lejligheder været iført lyse bukser og hvid skjorte
Hvis du ved hvem manden er, kontakt da politiet på telefon 1-1-4.