Betalte 15.000 men har stadig skimmelsvamp
Der er nu dukket flere dårlige sager op om virksomheden Jydsk Tagteknik
Citathistorie: TV2 Østjylland
Flere utilfredse kunder hos Hinnerup-virksomheden Jydsk Tagteknik melder sig nu på banen med kritik.
Det sker, efter TV2 Østjylland for nylig kunne fortælle om Richard Nielsen og Tage Arbjerg Pedersen, der følte sig taget ved næsen af Jydsk Tagteknik.
De mente begge, at de modtog alt for store regninger for det udførte arbejde.
- Han brugte de otte tagrygningssten, han brugte en spand beton og måske en tube lim til 14,95, og så var han væk igen. Og det er på den baggrund, at jeg faktisk synes, det er lidt forargeligt, sagde Richard Nielsen, der betalte 16.000 kroner for to timers arbejde.
Føler sig også snydt
Siden har fem andre kunder henvendt sig med lignende oplevelser. De føler sig også snydt efter at have betalt tusindvis af kroner for arbejde udført af Jydsk Tagteknik.
En af dem er Tony Riis fra Randers. Han hyrede Jydsk Tagteknik til at fjerne skimmelsvampen i sit hjem og få styr på fugtproblemerne. Men ifølge ham er problemet der stadig.
Ikke tilfreds med arbejdet
Nu står han i stedet med en regning på 15.635 kroner for et stykke arbejde, han ikke er tilfreds med.
- Jeg føler, at jeg er kommet til et firma, hvor det er sådan, at de simpelthen har bedraget mig, siger Tony Riis.
Han fortæller, at han ikke havde nogen idé om, at der kunne være noget galt, da han indgik en aftale med Jydsk Tagteknik. Tværtimod syntes han, at firmaet fremstod meget professionelt.
- Man møder en god sælger, som sælger firmaet utrolig godt. Men det, du får, er det ringeste af det ringeste, siger han.
Har anmeldt sagen
Jydsk Tagteknik forklarer, at de på intet tidspunkt har konstateret skimmelsvamp i Tony Riis' hus.
De fortæller, at de aldrig har tilbudt Tony Riis en løsning omkring skimmel-sanering, men kun en hulmursisolering på baggrund af en kuldebro.
Jydsk Tagteknik siger, at de nu har anmeldt sagen til deres ansvarsforsikring.
Står ikke alene
- Vi oplever, at det er meget svært at kommunikere med Tony om sagen, og at alle vores tilbud om en løsning bliver mødt med afvisning og en usædvanlig hård tone overfor vores kundeservicemedarbejdere. Det har i vores optik kompliceret sagen i usædvanlig grad, skriver virksomheden i et skriftligt svar.
Tony Riis står dog ikke alene med sin kritik.
Andre kunder beretter om lignende oplevelser.
- En lille simpel reparation på vores tag kom til at koste 24.510 kroner for cirka to timers arbejde. Da vi så ringede og sagde, vi ville have en udspecificeret regning, kunne det ikke lade sig gøre, og betalte vi ikke, røg den bare til inkasso, skriver Mogens Bay fra Silkeborg.
- 12.500 kroner
Samme oplevelse havde Kim Eland fra Aarhus, efter at Jydsk Tagteknik var færdig med arbejdet på hans hus.
- 12.500 kroner for et stykke tagpap og en times arbejde. Jeg forsøgte efterfølgende at få en udspecificeret regning, men det ville de ikke give mig, skriver han.
I et skriftligt svar fra Jydsk Tagteknik afviser virksomheden kritikken og påpeger, at den altid udstikker en garanti og aftaler en fastpris på forhånd.
For Tony Riis ændrer det dog ikke på, at han står tilbage med et hus, der ifølge ham stadig har fugt og skimmelsvamp.
- Jeg har ingen tillid til Jydsk Tagteknik. Det kan jeg jo ikke have. Det er sløseri. Det har ikke været et uheld, det har simpelthen været ligegyldighed med kundens ejendom.