Betal selv for vigtigt opkald
Region Hovedstaden har droppet "modtager betaler"-ordning på 1813-opkald
Borgeres opkald til Akuttelefonen 1813 er ikke længere gratis men i stedet for egen regning.
Region Hovedstaden har nemlig droppet at betale for borgernes opkald med "modtager betaler"-modellen. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Den nye model, hvor borgeren, der ringer, selv betaler, trådte i kraft 1. juli, lyder det fra regionens presseafdeling til Ritzau.
Siden akuttelefonen blev oprettet i 2012 har det været gratis at ringe ind til en læge eller sygeplejerske på nummeret. Sjællandske Nyheder skriver, at det har kostet regionen cirka fem millioner kroner årligt.
Har fri tale
Regionsrådsformanden i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), påpeger, at 90 procent af alle mobilbrugere i dag har et telefonabonnement med fri tale og kommer dermed ikke til at betale ekstra ved et opkald til 1813.
- Så "modtageren betaler"-ordningen er en dyr ordning, som ikke kommer særlig mange borgere til gavn, til han til Sjællandske Nyheder.
Borgere med for eksempel taletidskort betaler derfor nu selv for akutopkaldene til 1813.
De øvrige fire regioner i landet betaler heller ikke for opkald til deres akuttelefoner, fremgår det af et referat fra et møde i Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.
Været udskældt
I referatet fremgår det også, at regionen foreslår at bruge de frigivne midler på tiltag, der kan nedbringe svartiden på akuttelefonen.
1813-telefonen har af flere omgange været særlig udskældt på grund af lang svartid.
TV 2 Kosmopol har tidligere beskrevet, hvordan klagerne over ventetiden har været en problematik, siden akuttelefonen blev oprettet for mere end ti år siden i 2012.