Beskyttelsesrum til salg
Bente Faurholt Jakobsen grinede af EDC-skiltet og besluttede sig for at få folk til at trække på smilebåndet midt i al elendigheden
"Håndværkertilbud ved Silkeborg Bad og Storm som genbo. Få dit eget beskyttelsesrum - trænger til en klud."
Sådan lyder den humoristiske tekst, som Bente Faurholt Jakobsen har forfattet, i et opslag i en Facebookgruppe for borgere i Silkeborg. Teksten refererer til et besynderligt billede af et 'Til salg'-skilt fra EDC Mæglerne placeret foran en bunker.
- Jeg ville gerne give folk et smil på læben, fortæller den 69-årige pensionist til Newsbreak.dk.
Bente Faurholt Jakobsen tog billedet af bunkeren ved KunstCentret Silkeborg Bad, da hun og resten af HK's Seniorklub var på udflugt.
- Vi grinede alle sammen, da vi så skiltet. Det lå lige til højrebenet at lave et salgsopslag, siger hun.
-Det må ikke blive for negativt
Bente Faurholt Jakobsen er overbevist om, at der er tale om drengestreger.
- Det må være en sjov lille spøg, som nogen har fundet på. Vi må ikke glemme at smile og grine, påpeger pensionisten.
- Der er elendighed nok i verden. Først coronapandemien og nu krigen i Ukraine. Det må ikke blive for sort og negativt det hele, fortsætter hun.
Ifølge Bente Faurholt Jakobsen er debatten om beskyttelsesrum og manglen på samme gået over gevind.
- Mange er bange og angste for fremtiden. Og mange forbereder sig på krig i Danmark. Men der er ikke nok beskyttelsesrum til alle. Og vi kan jo ikke beskytte os mod alt, siger hun og fortsætter:
- Man kan selvfølgelig ikke bremse den tankegang hos folk. Men det er trist, synes jeg. Det bliver blæst op, og folk går i selvsving.
Kun positive reaktioner
Gjorde du dig nogen overvejelser, inden du lavede opslaget - set i lyset af krigen og debatten om beskyttelsesrum herhjemme?
- Ja, tanken om, hvorvidt det var okay, poppede op i mit hoved. Mange bliver jo svinet til på sociale medier, siger Bente Faurholt Jakobsen og fortsætter:
- Men jeg har kun modtaget positive reaktioner - slet ingen negative. Det virker til, at folk trækker på smilebåndet.