50.000 telefonnumre lækket

Kobles til israelsk spionselskab

På listen fandtes telefonnumre på aktivister, journalister og politikere fra hele verden.
Offentliggjort Sidst opdateret

En liste med flere end 50.000 telefonnumre er blevet lækket og sat i forbindelse med det israelske selskab NSO Group.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

På listen fandtes telefonnumre på aktivister, journalister og politikere fra hele verden.

Blandt andet indeholdt listen telefonnumre på to kvinder, der stod den afdøde saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi nær.

Khashoggi blev dræbt og parteret på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i 2018.

USA offentliggjorde i februar en detaljeret rapport fra CIA, hvor den saudiarabiske kronprins anklages for at have beordret eller godkendt drabet.

Dræbt ved vaskehal

På listen var også en mexicansk freelancejournalist, der blev dræbt ved en vaskehal i Mexico.

Datalækket er blevet dækket af flere internationale medier - herunder den britiske avis The Guardian, amerikanske Washington Post og franske Le Monde.

Ifølge The Guardian tilhører telefonnumrene "personer, der er interessante for NSO Groups klientel".

Kongefamilier og diplomater

Washington Post skriver, at der på listen også var telefonnumre på statsledere og premierministre samt medlemmer af arabiske kongefamilier. Diplomater og forretningsfolk var også at finde på listen.

Det fremgik imidlertid ikke af listen, hvem der havde tastet hvilke numre ind på den.

Ifølge AFP var numrene dog især fra landene Aserbajdsjan, Bahrain, Ungarn, Indien, Kasakhstan, Mexico, Marokko, Rwanda, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

NSO Group er et privat selskab, der står for at udvikle overvågningssoftware. Selskabet står bag softwaren Pegasus, der kan inficere og overvåge mobiltelefoner, uden at ejeren af telefonen opdager det.

I vælten før

Softwaren har været i vælten før. Blandt andet hævdede Facebook i 2019, at Pegasus var blevet brugt til at infiltrere selskabets platform WhatsApp for at overvåge indiske aktivister og journalister.

Powered by Labrador CMS