Berlingske Media solgt

Nordmænd bliver nye ejere

Offentliggjort Sidst opdateret

Berlingske Media er blevet solgt til norske Amedia. 

Det fortæller de to parter samt Berlingskes nuværende ejer, DPG Group, i en pressemeddelelse.

DPG Group har ejet Berlingske Media siden 2015.

Amedia overtager Berlingske Media med omgående virkning.

Berlingske har tidligere været ejet af norske Orkla, så det er ikke ukendt for den danske aviskoncern med norske ejere.

- Et perfekt match

Amedia ser købet af Berlingske Media som en strategisk mulighed for at styrke sin position på det nordiske mediemarked, står der i pressemeddelelsen.

- Nordiske medieselskaber står over for en hårdere global konkurrence og nogle fundamentale digitale forandringer, som betyder, at vi kæmper mod techgiganter om både indtægter og distribution. En udvikling, der gør mediernes formål – at fremme et levende demokrati gennem ytringsfrihed og uafhængig journalistik – stadig mere krævende at opfylde. 

- Derfor mener jeg, at et tættere samarbejde bliver helt afgørende i fremtiden, og det gør Amedia og Berlingske Media til et perfekt match, siger Anders Opdahl, administrerende direktør i Amedia.

Krab-Johansen fortsætter

Anders Krab-Johansen fortsætter som koncernchef i Berlingske Media.

- Anders Krab-Johansens fortsatte lederskab er afgørende for at bevare Berlingske Medias kvalitet og troværdighed, samtidig med at vi udvikler og innoverer. 

- Denne stabilitet er afgørende vigtig, når vi samarbejder for at styrke vores fælles position på det nordiske mediemarked, siger Anders Opdahl.

Powered by Labrador CMS