Ballade om royal bro: -De skal ikke køre her

Snart bliver det igen lovligt for lastbiler at passere Kronprins Frederiks Bro. Men det vil byrådet i Frederikssund Kommune sætte en stopper for

Der har været forbud mod lastbiler på Kronprins Frederiks Bro
Der har været forbud mod lastbiler på Kronprins Frederiks Bro
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Lorry

Problemerne omkring de royale broer i Frederikssund Kommune lader ikke til at være overstået.

Den kilometerlange Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord syd for Frederikssund, blev bygget for at aflaste den meget trafikerede Kronprins Frederiks Bro, der går gennem byen.

Og selvom det efter lang tids kamp i starten af året blev gratis at passere den førstnævnte, så er det ikke slut med de store frustrationer. 

Den frie adgang har nemlig skabt et nyt problem.

Forbud mod lastbiler

For da regeringen sidste år i infrastrukturaftalen besluttede at gøre kørsel på Kronprinsesse Marys Bro gratis, skete det ved at ophæve loven om en ny fjordforbindelse ved Frederikssund.

Samme lov indeholder dog også et forbud mod, at lastbiler kan passere den gamle Kronprins Frederiks Bro. 

Og den står altså til at blive ophævet til stor ærgrelse for Tina Tving Stauning (S), der er borgmester i Frederikssund Kommune.

- Det er vi mildest talt ikke glade for, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- De lastbiler, der ikke har noget at gøre i byen, skal tage Kronprinsesse Marys Bro.

Sender brev

Derfor har et flertal i Frederikssund Byråd besluttet at sende et brev til transportministeren og tage kontakt til Vejdirektoratet.

De ønsker nemlig fortsat et forbud mod lastbiltrafik på den gamle bro.

Til TV 2 Lorry fortæller Tina Tving Stauning (S), at ønsket skyldes flere ting.

- Vi ønsker ikke den tunge trafik der. Og vi vil også gerne undgå forureningen.

Powered by Labrador CMS