SMASKFORELSKET SEBASTIAN BULL:

-Asta er mit livs kærlighed

Både karrieren og kærligheden kører for skuespillertalentet Sebastian Bull, der er blevet kærester med Asta Björk, han dansede med i "Vild med dans".

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan godt være, skuespiller Sebastian Bull og den professionelle danser Asta Björk ikke nåede til tops i "Vild med dans".

Men parret vandt efterfølgende hinandens hjerter, da venskabet udviklede sig til kærlighed.

Sebastian Bull beskriver Asta Björk som kvinden i sit liv.

- Jeg er superglad. Vi er lykkelige - mit livs kærlighed, siger Sebastian Bull til den fremmødte presse til uddelingen af Bodilprisen i Folketeatret i København lørdag aften.

Asta var ikke med

Asta Björk var ikke med til Bodilprisen, for hun skulle være sammen med sin studiegruppe.

Ved siden af "Vild med dans" er Asta Björk ved at uddanne sig til læge.

Men hun har været ved Sebastian Bulls side under Berlinalen i februar, hvor dramaet "Vogter" var udtaget, og for nylig med i Texas, hvor den fremadstormende skuespiller deltog i den amerikanske premiere på horrorfilmen "Azreal", som han også har en af rollerne i.

- Hun har været den bedste støtte i alt det her, uddyber Sebastian Bull over for Ritzau.

- At stå på den røde løber sammen med hende er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg er simpelthen så glad - og jeg er simpelthen så glad for hende. Vi passer på hinanden, og vi har det så godt.

Asta Björk og Sebastian Bull mødte hinanden under "Vild med dans" i efteråret 2023 og blev efterfølgende vilde med hinanden.

Så det er både kærligheden og karrieren, der kører.

Potentielt internationalt gennembrud

Sebastian Bull står ikke bare over for sit danske gennembrud i "Vogter", som får premiere senere på året, men også over for et potentielt internationalt gennembrud.

Med en dansk film udtaget på Berlinalen og sin første amerikanske film har han fået gode kontakter.

- Det har været fuldstændig vildt og fantastisk dejligt. Jeg prøver at være i det og nyde det, fordi jeg ved, at sådan en mulighed ikke kommer igen, siger Sebastian Bull og fortsætter:

- Jeg har både mine danske agenter og udenlandske agenter, jeg snakker meget med. Vi har lavet en langsigtet strategi, så alt er ligesom nøje planlagt og tilrettelagt - og så har man også brug for en god portion held, medgiver den autodidakte skuespiller.

Han har gode mennesker omkring sig til at hjælpe med at navigere midt i sit momentum.

- Jeg snakker meget med min familie om, hvad jeg skal og mine muligheder, og så prøver jeg at gå med det, maven siger, jeg skal, og så tager jeg en dag ad gangen. Og nyder det, lyder det fra Sebastian Bull.

Powered by Labrador CMS