Andreas Odbjerg forlod sin egen koncert
Lyden var fuldstændig væk, da Andreas Odbjergs var i gang med sit monsterhit "I morgen er der også en dag" til Bøgescenens åbningskoncert
Andreas Odbjerg havde fået det ærefulde hverv at åbne Smukfests suverænt største scene, Bøgescenerne, onsdag eftermiddag.
Trods stedvis regn var tusindvis af publikummer mødt op for at overvære den prisvindende hitmager.
Men da koncerten skulle til at kulminere med monsterhittet "I morgen er der også en dag", forsvandt lyden.
Tydeligt forvirret
Andreas Odbjerg så tydeligt forvirret ud og gik frem og tilbage på scenen, da der ikke umiddelbart kom hul igennem igen.
Til sidst gik han ned til publikum med sit band og spillede akustisk. Men det var kun de nærmeste omkring ham, der kunne høre nødløsningen, og folk begyndte at sive væk.
Lyden kom kortvarigt tilbage, mens Andreas Odbjerg sang foran de forreste publikummer, og han vendte retur på scenen.
Forlod scenen
- Tekniske problemer er intet problem, lød det fra Odbjerg, da de afsluttede "I morgen er der også en dag" på vej op mod scenen.
Men nærmest med det samme forsvandt lyden igen, og til sidst måtte Andreas Odbjerg opgive at give sit sidste nummer. Han bukkede og forlod scenen.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra arrangørerne på Smukfest og de ansvarlige for lyden og teknikken på Bøgescenerne.