Anders sælger skodbil - så grim, at den er fed

- Det er jo den dårligste bil nogensinde produceret

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

'Forestil dig, at du har gjort sjakalens datter gravid i sigøjnerklanen De Halte Hanner…, så er dette den perfekte getaway-car, der lister dig uset hen og henter dine sager, uden at skulle gnave en bæverarm af!'

Sådan lyder det blandt andet i et Facebook-opslag fra Konkurs Handel ved Nørager på Djursland.

Opslaget har til formål at sælge en Fiat Panda Fire 75 fra 1991.

Den røde Fiat Panda Fire.
Den røde Fiat Panda Fire.

- Det er jo den dårligste bil nogensinde produceret. Den er ikke særlig behagelig at køre i, men den er sjov. Den er så grim, at den er fed, siger indehaveren Anders Peter Lykkegaard Kristensen til TV2 Østjylland.

'Ikke så firkantet'

På Facebook-siden laver han flere salgsopslag med et humoristisk præg.

Og der er flere grunde til, at opslagene er, som de er.

- Det hele skal ikke være så firkantet og lige efter bogen. Jeg synes, det er sjovt at skrive sådan, og mange kan se fortællingerne for sig, siger Anders Peter Lykkegaard Kristensen.

Konkurs Handel køber konkursboer og restpartier, og så har man et samarbejde med et firma i Polen.

Det er gennem det, at Anders Peter Lykkegaard Kristensen har købt den ældre Fiat Panda. Som flere faktisk er interesseret i.

Kan du bunde en blå Thor?

Selvom den står til 27.900 kroner.

- Der kommer fem-seks stykker og ser på den i dag. Prisen lyder måske voldsom, men jeg søgte på nettet og fandt en lignende til salg for 79.000 kroner, forklarer ejeren.

Og bilen kan faktisk fås til 1000 kroner mindre.

Hvis man kan bunde en Blå Thor hurtigere end Anders Peter Lykkegaard Kristensen.

- Det er der god sandsynlighed for, at man kan, for jeg er ikke ret god til det, lyder det ærligt fra ham.

Fiat Panda'en har været til syn fredag, men der skal fikses to fejl, før den kan komme igennem.

Ligesom der skal betales registreringsafgift.

Powered by Labrador CMS