Anders Lund Madsen: Vi har 50 dyrearter derhjemme
Anders Lund Madsens søn har delt sin kærlighed til sine 177 kæledyr i TV 2-serien "Modig og havfruen". Siden er mange flere flyttet ind hos familien
Det var ikke den kendte journalist og tv-vært Anders Lund Madsen, der var nomineret til Tvprisen 2025, men derimod hans søn Modig og hustruen Karin Prehst Lund Madsen.
Sammen har mor og søn nemlig lavet TV 2-serien "Modig og havfruen", som var med i opløbet om prisen som Bedste Børneprogram.
- Jeg er stolt, meget stolt. Og ængstelig. For kan man peake for hurtigt?, lyder det fra Anders Lund Madsen.
- Peakede, da jeg var 13
- Jeg var selv med i en film, da jeg var 13 år, og der peakede jeg nok. Modig er 12 år nu. Men Modig er skabt til storhed. Jeg er meget lidt bekymret for ham.
Anders Lund Madsen og Karin Prehst Lund Madsens fem børn er opkaldt efter stærke karaktertræk: foruden Modig har de også sønnen Stærkodder og døtrene Fri, Vild og lille Viis, som lige er fyldt et år.
Familien består også af Anders Lund Madsens tre voksne børn fra hans første ægteskab og af alle familiens dyr, som spiller en stor rolle i "Modig og havfruen".

177 kæledyr
I programmet deler Modig nemlig sin kærlighed til alle sine 177 kæledyr, som omfatter alt fra græshopper til slanger og katte.
Og siden sidste afsnit strøg over skærmen, er endnu flere dyr blevet en del af familien Lund Madsen.
- Jeg tror, vi er oppe på 50 forskellige arter, fortæller Modig, inden hans mor fortsætter:
- Der er andre børn, der spørger, hvorfor han får lov til at få så mange dyr. Men vi har svært ved at sige nej, og Modig er supergod til at passe dem, siger en stolt Karin Prehst Lund Madsen.
Nej til kakerlakker
Et dyr må Modig dog ikke få for sin far: kakerlakker.
- Der har jeg sat foden ned - jeg kan simpelthen ikke have dem!, lyder det fra Anders Lund Madsen.
- Vi har haft kakerlakker, hvæsende kakerlakker, men de er gudskelov ude igen!