Anbefaler forsamlingsloft
Smitten med Omikron vil stige, og derfor bør der indføres tiltag, som sikrer, at færre ses, mener professorer
Det vil være fornuftigt at indføre et forsamlingsloft for at dæmpe den store stigning i smitte med coronavarianten Omikron.
Det siger en række professorer til Politiken.
Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet (KU) og overlæge på Rigshospitalet, siger, at selve smittebølgen ikke kan stoppes, da virus er meget smitsomt.
Men med en række tiltag kan stigningen i antal smittede forhales.
- Det giver virkelig god faglig mening at introducere en række kontaktreducerende tiltag i form af anbefalinger om at se så få som muligt – også så folk ikke smitter hinanden op til og under julen – og restriktioner som forsamlingsloft, siger Lundgren til Politiken.
Han er en af de eksperter, der rådgiver både Sundhedsstyrelsen og Epidemikommissionen.
Ny risikovurdering
Opfordringen kommer efter en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI).
Her lyder det, at Omikron ventes at blive den dominerende variant i denne uge. Desuden ventes antallet af Omikron-smittede at stige til over 10.000 om dagen.
Også Thomas Benfield, professor ved KU og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, mener at forsamlingsforbud er "et oplagt sted at sætte ind".
Tirsdagens coronatal i Danmark
Tirsdagens smittetal ligger på 8.314, og det er dermed ny rekord.
Tallet er målt i 201.322 prøver det seneste døgn.
Det giver en positivprocent på 4,13.
Antallet af døde er steget med 7 det seneste døgn, mens yderligere 11 er blevet indlagt.
Lige nu er 498 indlagt med virusset på de danske hospitaler.
Således er 70 på intensiv og af dem er 46 i respirator.
På Twitter skriver sundhedsminister Magnus Heunicke, at kontakttallet lige nu ligger på 1,1 - han forventer dog, at det kommer til at stige i den kommende tid.
Kontakttallet er beregnet til 1,1. Forventes at stige den kommende tid pga omikron, der om få dage bliver den dominerende i vores epidemi. Vi har altså en epidemi i vækst, hvilket bekræftes af andre nøgletal, såsom incidens og desværre meget høje positivprocenter. #COVID19dk pic.twitter.com/YDvPxwCPwg
— Magnus Heunicke (@Heunicke) December 14, 2021