Aller lukker ikonisk blad

"Vi Unge" udkommer for sidste gang i december

Aller Media lukker ungdomsmagasinet 'Vi Unge'.
Aller Media lukker ungdomsmagasinet "Vi Unge".
Offentliggjort Sidst opdateret

Ungdomsmagasinet Vi Unge har prydet magasinhylderne i landets kiosker og underholdt generationer af teenagere i over 60 år.

Men nu er det slut.

Vi Unge udkommer for sidste gang i december 2022. Aller Media har valgt at stoppe produktionen af magasinet og gøre universet digitalt.

Det skriver Aller Media i en pressemeddelelse.

Digital superredaktion

Beslutningen om at lukke bladet kommer som en del af en intern omstrukturering, hvor elle.dk, viunge.dk og femina.dk skal fungere som en "digital superredaktion", skriver Aller Media.

- Med omstruktureringen skaber vi en samlet redaktionel enhed med fokus på at skabe indhold til kvinder, hvor vi på tværs af indholdsuniverser kan sætte flere alders- og målgrupper i spil.

- I samme forbindelse gør vi Vi Unge 100 procent digitalt, siger Charlotte Riparbelli, administrerende direktør for Aller Media.

Siden 1958

Vi Unge har stået på magasinhylderne siden 1958, hvor magasinet gik under navnet Filmjournalen. Målgruppen er piger mellem 13 og 18 år.

Redaktionen fortsætter under navnet Aller Kvindeliv, der blandt andet dækker elle.dk og viunge.dk.

Powered by Labrador CMS