Alle konti spærret fra tirsdag kl. 12

Universitetsdirektør kalder hackerangreb alvorligt, men det blev hurtigt opdaget og inddæmmet, siger han

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har været udsat for et hackerangreb. Det fandt sted i sidste uge, skriver tech-mediet Radar.

Angrebet, der af DTU betegnes som alvorligt, blev hurtigt opdaget og inddæmmet.

Det fortæller Claus Nielsen, der er universitetsdirektør på DTU, til Ritzau.

- Der er sket et kortvarigt brud på vores firewall. Nogle er trængt ind i vores system. Det har vi hurtigt fået lukket og inddæmmet.

- Det er ikke et omfattende angreb. Vi vurderer ikke, at der har været tab af data, eller at der er nogen ting, der er blevet kompromitteret. Men det er alvorligt i den forstand, at de har været inde i et centralt system for at styre vores rettigheder, siger han.

Ind ad hoveddøren uden tilladelse

Ifølge universitetsdirektøren kan det sammenlignes med, at der er nogle personer, som er kommet ind ad hoveddøren til deres bygning uden tilladelse. Men de er ikke kommet videre rundt i bygningen.

- Man kan aldrig være 100 procent sikker, men det er det, vores analyser nu skal vise, siger Claus Nielsen.

Undersøgelsen af, hvad det var for et hackerangreb, hvor de kom ind, hvor langt de kom, og om de stak af med eller ændrede noget, skal DTU bruge til tage ved lære af angrebet og derved beskytte sig bedre i fremtiden.

På andre servere end den, hackerne fik adgang til, er der "alt mellem himmel og jord", som Claus Nielsen formulerer det. Det dækker over især forskningsdata, men også personaledata og administrationsdata, og noget af det kan være følsomme data.

Ikke adgang til følsomme data

Hackerne har ifølge ham ikke haft adgang til hverken person- eller forretningsfølsomme data i angrebet, som fandt sted torsdag i sidste uge.

Universitetsdirektøren vil ikke sige, at hackerangrebet viser en dårlig sikkerhed.

- Det er jo, som man ser på det. I virkeligheden bliver det opdaget, og jeg ville være meget mere nervøs, hvis ikke det var blevet opdaget, siger han.

Alle brugere er bedt om at ændre kodeord som følge af hackerangrebet. Claus Nielsen anslår, at det dermed kan berøre op mod 25.000 profiler.

Alle brugere på DTU er bedt om at ændre kodeord som følge af hackerangrebet. Det kan være op mod 25.000 profiler, anslår universitetsdirektøren. (Arkivfoto).
Alle brugere på DTU er bedt om at ændre kodeord som følge af hackerangrebet. Det kan være op mod 25.000 profiler, anslår universitetsdirektøren. (Arkivfoto).

Skal ind via NemID

Personerne har indledningsvis selv haft mulighed for at ændre deres adgangskoder frem til tirsdag klokken 12.00.

- Så er alle konti blevet spærret, og så skal man ind via NemID, siger Claus Nielsen.

DTU ligger i Kongens Lyngby og uddanner blandt andet diplom- og civilingeniører. Universitetet har omkring 12.000 studerende.

Powered by Labrador CMS