Alle gode gange tre

Marianne Christiansens far var biskop, men hun tænkte ikke, at hun skulle den vej. Livet ville det dog anderledes

Offentliggjort Sidst opdateret

For ti år siden blev Marianne Christiansen valgt som biskop i Haderslev Stift. Hun er ikke blevet træt af at være biskop. Det tror hun aldrig, at hun bliver.

Søndag den 18. juni fylder hun 60 år.

- Det er mere, om de andre er blevet trætte af mig, siger Marianne Christiansen og griner.

- Det kan være, at man bliver træt i det. Jeg tror ikke, at man bliver træt af det, fordi det er så mangfoldige opgaver.

Tabte to gange

Efter at have tabt to bispevalg i Ribe og Aalborg vandt hun bispevalget i Haderslev. Søndag den 12. maj 2013 blev hun indsat som biskop.

Dermed trådte hun i sin fars fodspor. Og hun kan godt huske følelsen.

Efter to tabte bispevalg i Ribe og Aalborg blev Marianne Christiansen valgt som biskop i Haderslev Stift i 2013. (Arkivfoto).
Efter to tabte bispevalg i Ribe og Aalborg blev Marianne Christiansen valgt som biskop i Haderslev Stift i 2013. (Arkivfoto).

- Overvældelse. Sådan kan det nok bedst beskrives. Og glæde og en del frygt, ler Marianne Christiansen.

Marianne Christiansen er datter af tidligere biskop Henrik Christiansen. Hun fortæller, at hun kun så embedet fra et barns synsvinkel og derfor måske har formet sin egen opfattelse af, hvad bispeembedet er.

Forandrer sig hele tiden

- Folkekirken forandrer sig hele tiden, og det gør vores samfund også. Bispeembedet ændrer sig også. På den måde kan man ikke sige, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til, siger hun.

Men hun vidste, at det ville kræve flid. Marianne Christiansen er uddannet cand.phil. i musikvidenskab og senere cand.theol. i 1992.

Hun har ikke altid haft en plan om, at hun skulle være biskop. Der er ifølge hende mange mennesker og begivenheder, som har formet hendes vej og kaldt hende steder hen, som hun måske ikke selv havde fundet.

Meget lykkelig for

- Det er nogle gange vejene, som vælger dig. De fører en nogle steder hen, som man ikke havde forudset. Sådan er det gået for mig. Det er jeg meget lykkelig for, siger hun.

Med lykke over den vej, livet har taget hende, har Marianne Christiansen også svært ved at vælge én glæde over en anden.

- Jo ældre man bliver, jo mere vender man også tilbage til den glæde, som det er at være til. At kunne opleve naturen, trække vejret, have sin krop. Alt det der, siger hun.

Kæmpe børneflok

Der er dog én ting, som hun finder mere glæde i end andet: hendes seks børn.

- Det er klart, at mine børns tilstedeværelse i verden fylder rigtig meget for mig, siger hun.

Hendes børn er mellem 23 og 37 år. Marianne Christiansen er fraskilt. Fødselsdagen skal fejres med en familiefest om lørdagen. På selve dagen skal hun i kirke.

Hver dag en gave

Marianne Christiansen kalder det herligt at fylde 60 år, og for hende er hver eneste dag en gave, fortæller hun.

FØDSELSDAG

En fødselsdag er den dag i året, hvor en person er født, hvilket ikke må forveksles med en persons fødselsdato, der er den dato personen fødtes (angivet ved dag, måned og år).

Før 1814 var det ikke dagen for fødslen, der blev opført i kirkebøgerne – det var kun dåbsdagen.

I mange kulturer er der tradition for at festligholde fødselsdagen hvert år med særlig fokus på 'runde' fødselsdage.

Der er tale om rund fødselsdag, når alderen er delelig med tallet ti. Runde fødselsdage fejres ofte med en større fest.

Ved 100-års fødselsdage er der tradition for et festtelegram fra HM Dronningen. 

'Halvrunde' fødselsdage er øvrige tal delelige med 5.

Kilde: Wikipedia

- Der er ikke noget, jeg skal nå. Jeg har fået så meget. Der er noget, jeg gerne vil give, fordi jeg synes, at jeg har fået så meget. Tilværelsen i sig selv er et mål og en gave, siger hun.

Powered by Labrador CMS