Aldrig set før
Der er udsolgt i fire ud af otte af Grøns koncertbyer, hvilket aldrig er sket på et tidligere tidspunkt
Der begynder at tegne sig et billede af, at billetsalget til årets udgave af Grøn går særdeles strygende.
Nu meldes der udsolgt i halvdelen af koncertbyerne, efter at de sidste billetter til arrangementet i Tårnby er blevet solgt.
Det er aldrig sket på et tidligere tidspunkt, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.
Glæder sig
Simon Toftgaard Jespersen, der er formand for Muskelsvindfonden, glæder sig over tendensen.
- Det er helt vildt fantastisk, at vi som Muskelsvindfonden står på dette tidspunkt af året og allerede har udsolgt på halvdelen af Grøn-touren, siger han i meddelelsen.
Kan slet ikke vente
- Personligt kan jeg slet ikke vente til at komme på landevejen og skabe de bedste oplevelser for både publikum og mig selv, mens vi samler ind.
Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfonden og understøtter fondens arbejde for mennesker med handicap og skabe plads til forskelle i samfundet.
Kun billetter at få i Jylland
Foruden Tårnby er der også blevet meldt udsolgt i Valby, Næstved og senest Odense. Man kan fortsat nå at købe en billet til koncertdagene i de fire jyske byer Kolding, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.
Årets program byder på kunstnerne Blæst, Burhan G, Hugorm, Jada, Kesi, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim og TV 2.
Turnéen lægger fra den 18. juli til den 28. juli vejen forbi de otte byer. Tårnby tager hul på programmet, mens Valby slutter det af.
Håber på helt udsolgt
Det hurtige billetsag skal forsøge at leve op til sidste år, hvor alle 180.500 billetter endte med at blive solgt.
I 2023 kunne Grøn fejre 40-års jubilæum, og det var første gang, at der blev meldt helt udsolgt. Nu håber man, at det samme vil ske i år.
Det er Muskelsvindfonden og Tuborg, der står bag arrangementet.