'Alarmerende tal'

Ifølge en nylig opgørelse fra Region Midtjylland har hospitalerne over 800 ledige stillinger

(Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

Aldrig har der været så mange ubesatte stillinger på hospitalerne i Region Midtjylland.

Det viser en ny vakanceopgørelse lavet af regionen. En opgørelse, der konkluderer, at antallet af ubesatte stillinger er det højeste, siden regionen begyndte at gøre tallene op.

Alene i psykiatrien er der 49 ubesatte speciallægestillinger. Det skriver TV2 ØSTJYLLAND, som har gennemgået opgørelsen.

Bekymrer

Tallene bekymrer nogle af dem, der i fremtiden skal sætte deres ben i det danske sundhedsvæsen.

- De konkrete tal er selvfølgelig alarmerende. Både i forhold til personalesituationen lige nu, men også på længere sigt for psykiatrien. Både for personale, men i den grad også for patienter, siger Johanne Ravn Hansen, formand for Foreningen af Danske Lægestuderende i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.

811 ubesatte stillinger

Lige nu er der 811 i alt ubesatte stillinger på tværs af faggrupper.

Og det er selvom, Region Midtjylland fra 2021 har ændret opgørelsesmetoden, så vakante stillinger, der bliver besat af medarbejdere fra andre faggrupper, ikke længere tæller som ubesatte.

I 2009 lå det på 348 ubesatte stillinger på samme tidspunkt af året.

- De senest indberettede vakancetal viser markante stigninger i antallet af vakante stillinger. Særligt faggrupperne speciallæger, sygeplejersker, pædagoger, radiografer, lægesekretærer og SOSU-personale har oplevet relativt store stigninger, fremgår det, ifølge TV2 ØSTJYLLAND, af referatet fra forretningsudvalgets møde den 7. december.

Af referatet fremgår det også, at tallene skal ses i relation til, at regionen har godt 30.000 ansatte.

Længe undervejs

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med regionsrådsformand Anders Kühnau (S), der henviser til hospitalsudvalgets formand, Henrik Gottlieb Hansen (S).

Sidstnævnte havde dog ikke mulighed for at stille op til interview.

Men ifølge Ib Bjerregaard (V), regionsrådsmedlem og næstformand for hospitalsudvalget, skyldes en lille del af stigningen, at der er oprettet flere stillinger, men det kan langt fra forklare det hele, erkender han.

- Det har jo været undervejs i lang tid, og vi har åbenbart ikke været opmærksomme nok på at få sat ind noget før. Få argumenteret for, at det faktisk er gode arbejdspladser, vi har, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

For nylig afsatte regeringen og en række partier en milliard kroner til regionerne blandt andet med henblik på at rekruttere og fastholde ansatte.

Powered by Labrador CMS