Afslører tidligere dom
Retsformand Søren Holm Seerup, der i sidste uge idømte Messerschmidt seks måneders betinget fængsel, har været særdeles aktiv i negative Facebook-opslag om politikeren og Dansk Folkeparti
Citathistorie: Kristeligt Dagblad.
Kan en byretsdommer, der har liket og kommenteret en lang række negative Facebook-opslag omhandlende en tiltalt og hans politiske parti være habil, når de to mødes i retssalen?
Spørgsmålet er relevant, efter det i tirsdags kom frem, at retsformand Søren Holm Seerup, der for en uge siden idømte Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, seks måneders betinget fængsel ved Retten i Lyngby, flere gange har givet sin mening til kende om Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti på Facebook.
Ved retssagen blev Morten Messerschmidt kendt skyldig i både svig og dokumentfalsk.
Mere end 20 gange har Søren Holm Seerup trykket ”synes godt om” eller kommenteret på negative opslag om politikeren eller partiet.
Også opslag omhandlende den såkaldte Meld- og Feld-sag, som retssagen drejede sig om.
Messerschmidt har klaget
Derfor har Morten Messerschmidt valgt at klage til Den Særlige Klageret, fordi politikeren mener, at Søren Holm Seerup var inhabil under retssagen.
Klagenævnet kan ikke beslutte, om en sag skal gå om med en ny dommer, men den kan udtrykke misbilligelse af en dommer.
Samtidig har Morten Messerschmidt anket byrettens afgørelse til landsretten. Når ankesagen tages op, skal landsretten også vurdere, om Søren Holm Seerup var inhabil.
Var han det, skal hele sagen gå om i byretten med en anden retsformand.
Bakkes op af tidligere dom
Og muligvis står politikeren med en god klagesag. En tidligere dom viser, at ageren på sociale medier i høj grad kan være medvirkende til, at en dommer kan erklæres for inhabil.
I en tyverisag fra 2019 blev en domsmand erklæret inhabil af den primære årsag, at hun – allerede inden hun skulle dømme i sagen – havde slettet den tiltalte som ven på Facebook med kommentaren om ikke at ville have ”sådan en ven” på det sociale medie.
De to havde kendt hinanden i deres teenageår, men bekendtskabet i den virkelige verden var for længst ophørt og kunne ikke lægges til grund for, at hun skulle erklæres inhabil.
Alligevel endte hun dog ud fra en samlet vurdering med at blive erklæret inhabil i landsretten, og sagen måtte gå om i byretten.
Hovedbegrundelsen var afslutningen af Facebook-venskabet og den dertilhørende kommentar.
Gælder samme regler
Frederik Waage, professor ved det Juridiske Institut på Syddansk Universitet og ekspert i procesret, har læst dommen igennem og kalder den for ”relevant” i forhold til sagen om retsformand Søren Holm Seerups eventuelle inhabilitet i Messerschmidts sag.
For det er fuldstændig de samme regler, der gælder for dommere som for domsmænd, oplyser han til Kristeligt Dagblad.
”Det er en interessant dom, som understreger, at måden, man agerer på på de sociale medier, er en forlængelse af det virkelige liv. Optræden på Facebook kan spille en rolle for spørgsmålet om inhabilitet. Hvis dommere og domsmænd skal være ’fuldstændig upartiske’, som det fremgår af dommen, så skal de være opmærksomme på, om de kan have optrådt på en måde på de sociale medier, som gør, at de ikke kan påtage sig at dømme i sagen,” siger Frederik Waage.
Kristeligt Dagblad har været i kontakt med Retten i Lyngby for at få en kommentar fra Søren Holm Seerup.
Det er for tiden ikke muligt.