Aflysninger og forsinkelser smadrer pinsen

Lufthavn forventer, at 50.000 passagerer vil blive berørt af flyveledermangel fredag. Frygter for mandag

Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu en stor rejsedag har været ramt af massive forsinkelser i Københavns Lufthavn på grund af flyveledermangel.

Fredag estimerer Københavns Lufthavn, at 92.000 passagerer skal igennem lufthavnen. 

Men på grund af flyveledermanglen vil godt 50.000 af passagererne blive ramt af forsinkelser eller aflysninger.

Det siger lufthavnens trafikchef Kristoffer Plenge-Brandt.

47 aflysninger fredag

Fredag aften er 47 fly blevet aflyst, og dagen igennem har der været forsinkelser på op til halvanden time. 

Men det vil forventeligt bliver værre i løbet af aftenen.

Københavns Lufthavn frygter for forsinkelser mandag på grund af flyveledermangel. (Arkivfoto).
Københavns Lufthavn frygter for forsinkelser mandag på grund af flyveledermangel. (Arkivfoto).

- Vi kan se, at det kommer til at bygge på i løbet af aftenen, hvor vi forventer forsinkelser på op til to en halv time, siger Kristoffer Plenge-Brandt.

- Vi fra lufthavnen synes, det er rigtig beklageligt med endnu en dag med mange forsinkelser og aflysninger, siger han.

Stor rejsedag mandag

Udover flyveledermanglen har lufthavnen også været nødsaget til at lukke ned for fly, der skulle lette og lande i 20 minutter på grund af en standby landing fra et andet fly.

Det har også haft en indvirkning på forsinkelserne.

De fleste danskere er velsignet med en ekstra fridag mandag, da det er anden pinsedag. Det er en stor rejsedag for lufthavnen.

Frygter nye forsinkelser

- Jeg frygter, at der kunne komme forsinkelser igen mandag, siger Kristoffer Plenge-Brandt.

Manglen på flyveledere skyldes blandt andet afskedigelser under coronakrisen. Her var der ikke samme behov for flyveledere som nu.

Men efter der igen er kommet godt gang i luftfarten, er der opstået en mangelsituation.

60.000 fik deres fly aflyst

Det har resulteret i en konflikt mellem flyveledernes fagforening, Datca, og Naviair, der styrer trafikken i det danske luftrum.

I april var 45 procent af alle flyvninger til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup forsinket mere end et kvarter.

FLYVELEDER

En flyveleder står for sikker adskillelse og håndtering af lufttrafik både i luften og på jorden. En flyveleder er på et givent tidspunkt ansvarlig for en sektor, der kan dække et område på en lufthavn eller i luften. Flyveledelse er inddelt i tre kategorier – tårnkontrol, ind- og udflyvningskontrol samt områdekontrol. Desuden ydes i visse luftrum informationsservice. I Danmark er det flyvelederne hos Naviair i Kastrup, der er ansvarlige for håndtering af lufttrafik.

Kilde: Wikipedia

60.000 passagerer fik samme måned aflyst deres fly.

Powered by Labrador CMS