Afløser Kali Uchis
Kalenderkoks satte en kæp i hjulet for amerikaneren
Det er 14 dage siden, at amerikanske Kali Uchis var nødt til at aflyse sin optræden på Roskilde Festival.
Der var simpelthen koks i planlægningen, så hun ikke kunne være to steder på én gang.
Men tirsdag oplyser Roskilde Festival, at man har fundet en afløser for Kali Uchis.
Det er Charli XCX, der erstatter amerikaneren.
- Superstjerne
Roskilde Festival betegner britiske Charli XCX som en "superstjerne".
- Det bliver en popfest af dimensioner, når den britiske sangerinde Charli XCX indtager Arena-scenen på årets Roskilde Festival, skriver festivalen i en pressemeddelelse, hvor sangerinden betegnes som et af de mest interessante navne på den moderne pophimmel.
Charli XCX spiller fredag 5. juli klokken 21 på Arena-scenen.
For at give plads til Charli XCX på Arena-scenen på netop det tidspunkt er man nødt til at flytte en anden kunstner.
Det er St. Louis-rapperen Sexyy Red.
Hun bliver i stedet rykket til den større Orange Scene, hvor hun giver koncert samme dag klokken 18.