Ægtepar i chok over besked i e-Boks
Et ægtepar fra Djursland er blandt de cirka 300 personer, som angiveligt har fået deres personfølsomme oplysninger gransket af ansatte i Horsens Kommune. Nu overvejer parret, om de skal flytte
Citathistorie: TV2 Østjylland.
- Jeg blev bange og begyndte at ryste.
Sådan lyder det fredag fra en kvinde fra Djursland. Hun er sammen med sin mand blandt de cirka 300 personer, som to nu tidligere medarbejdere ifølge Horsens Kommune uberettiget har slået op i Det Centrale Personregister (CPR) og dermed fået adgang til personfølsomme oplysninger.
Ægteparret fik besked for knap en uge siden i e-Boks. Senere har de via kommunen fundet ud af, at der søgt på dem omkring 20 gange i løbet af en periode på 3,5 måneder.
- Vi kan ikke forstå, hvorfor nogen i Horsens vil undersøge os.
Ægteparret ønsker ikke deres navne frem, men TV2 Østjylland er bekendt deres identitet og har desuden set dokumentation for deres ufrivillige involvering i sagen.
Ikke de eneste sager
TV2 Østjylland er desuden bekendt med endnu en sag, der rækker ud over kommunegrænsen.
Og sagerne er ikke de eneste med forurettede fra andre kommuner end Horsens.
- Det drejer sig om borgere i en række kommuner rundt om i Danmark, og vi har ikke entydigt kunnet se et mønster i det, men det er bestemt ikke kun borgere i Horsens, oplyser Jes Svenninggaard, der er direktør for Velfærd og Sundhed i Horsens Kommune.
Ægteparret fra Djursland undrer sig nu over, hvorfor nogen omkring 20 gange uberettiget har lavet søgninger på dem. Og uvisheden har sat sig i dem.
- Vi er utrygge, og vi snakker nu om, hvorvidt vi skal flytte.
Slået op uberettiget
Torsdag kom det frem, at de to kommunalt ansatte ifølge Horsens Kommune uberettiget har snaget i 300 personers oplysninger via CPR.
Derudover fremgår det af en indberetning fra Horsens Kommune, at der i enkelte tilfælde er søgt om oplysninger i systemet eIndkomst.
Ved søgninger i CPR kan man se navn, adresse, CPR-nummer samt nære familierelationer.
- Jeg synes, det er forfærdeligt at tænke på. Hvad skal de bruge oplysningerne til?, lyder det spørgende fra ægteparret, der desuden frygter, at informationerne er givet videre.
Ifølge Horsens Kommune er der dog ingen indikationer på, at oplysningerne er videregivet.
Meldt til Datatilsynet
Horsens Kommune har meldt sagen til Datatilsynet.
Datatilsynet ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, men skriver til TV2 Østjylland:
- Datatilsynet ser generelt med stor alvor på den type sager, hvor personer uberettiget tilgår personoplysninger i CPR-registret.
Ifølge Datatilsynet er det kommunens pligt, at medarbejderne alene har adgang til de oplysninger, der er relevante for deres arbejde.
TV2 Østjylland har fredag spurgt direktør for Velfærd og Sundhed i Horsens Kommune, Jes Svenninggaard, om kommunens rolle i sagen.
Har du som leder gjort noget forkert?
- Jeg har jo ansvaret for, at vi har kontrolsystemer og rent faktisk fører tilsyn med vores data, og at vi overholder gældende lovgivning. På den måde har vi begået en fejl ved ikke at have en systematik omkring det, siger Jes Svenninggaard.
Politiet har fået anmeldelse
Horsens Kommune har også overdraget sagen til Sydøstjyllands Politi, som bekræfter at have modtaget en anmeldelse.
- Det efterforskes nu nærmere, og af den grund kan Sydøstjyllands Politi ikke uddybe yderligere om sagen på nuværende tidspunkt, lyder det i en skriftlig kommentar.
Hvor lang en periode, sagen strækker sig over, er uvist.
Ifølge Jes Svenninggaard er det som minimum sket i syv måneder, men da systemet kun gemmer log-oplysninger for den periode, kan det ikke afvises at have stået på i længere tid.
Pilen peger på kommunen
Udover de to medarbejdere peger pilen også på Horsens Kommune, mener advokatfuldmægtig og ekstern lektor i kommunalret på Aarhus Universitet, Klaus Josefsen.
- Reglerne siger, at man skal opstille nogle krav og sikre, at det kun er de medarbejdere, der har brug for personoplysningerne, der har mulighed for at få adgang til dem. Og jo mere følsomt det er, des hårdere skal barriererne være, siger han til TV2 Østjylland og fortsætter:
- Når der er så mange personer, de her medarbejdere har haft adgang til, så er der måske noget man skal se på indadtil og se på sikkerheden. Det vil jeg umiddelbart vurdere.
I kølvandet på sagen har Horsens Kommune ændret procedurer.
Tidligere har man ikke ført systematisk kontrol med medarbejderes opslag i CPR, men det er nu ændret, så der løbende laves stikprøver af opslag i registret for at tjekke, at der ligger en faglig begrundelse bag de pågældende opslag.
Ifølge TV2 Østjyllands oplysninger blev de tidligere ansatte afskediget, efter kommunen for nogle uger siden blev bekendt med sagen.