Advarer: Tjek dit coronapas

Hvis det er mere end fem måneder siden, at du fik dit andet vaccinestik, kan dit coronapas være ugyldigt

Coronapasset findes både som app og i papirform. (Arkivfoto)
Coronapasset findes både som app og i papirform. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af danskere vil fra og med søndag opleve, at deres coronapas ikke længere er gyldigt.

Årsagen er, at Folketingets Epidemiudvalg i onsdags besluttede at forkorte gyldigheden af coronapasset til fem måneder for dem, der endnu ikke har fået tredje vaccinestik, eller som har haft coronapas i kraft af, at de tidligere har været smittet.

Det sker, fordi det har vist sig, at den dominerende omikronvariant har været bedre til at trænge igennem vaccinerne, end det var tilfældet med delta.

Og så kan det være med til at opfylde et politisk mål om, at flere lader sig vaccinere tredje gang, så smitten spreder sig langsommere.

Særlige regler for danskere under 18

Der gælder dog særlige regler for personer under 18 år.

Børn fra 14 år og ned behøver ikke fremvise coronapas.

De 15-17-årige har stadig et gyldigt coronapas, hvis de har fået to stik.

Forskellen i reglerne skyldes, at tredje stik ikke er godkendt til personer under 18 år. Først den dag man fylder 18 år, vil reglerne om udløb gælde.

Hvis man ikke er vaccineret, kan man få coronapas, hvis man er testet negativ.

PCR-test gælder 72 timer

Er der tale om en PCR-test, gælder passet i 72 timer fra testtidspunktet.

Er det derimod en lyntest, gælder det kun i 48 timer.

Derudover vil man have et gyldigt coronapas, hvis man er testet positiv for corona inden for de seneste fem måneder.

Her gælder det dog, at man først får sit coronapas 11 dage efter påvist smittet.

Det gælder også, hvis man er vaccineret.

Sådan er de nye regler for coronapas

Et coronapas giver adgang til flere dele af samfundet under epidemien.

Det gælder for eksempel restauranter og offentlig transport, hvor et coronapas er et krav for at komme ind eller køre med.

Man kan enten få et coronapas efter vaccination, test eller smitte. Hvor lang tid, man har et gyldigt coronapas, afhænger blandt andet af, om det stammer fra en negativ test eller vaccination.

Den tid, et coronapas er gyldigt, er blevet ændret flere gange under epidemien.

Og onsdag besluttede Folketingets Epidemiudvalg at forkorte perioden, coronapasset gælder efter tidligere smitte og andet vaccinestik, til fem måneder.

Her kan du læse mere om, hvilke regler der gælder, når de nye ændringer træder i kraft søndag:

* Vaccination:

- Er man over 18 år og har fået to stik med en coronavaccine, har man et coronapas i fem måneder.

- Er man under 18 år udløber coronapasset ikke efter andet stik, selv om der er gået mere en fem måneder.

- Først den dag man fylder 18 år, vil reglerne om udløb gælde. Ens coronapas udløber altså, hvis det er mere end fem måneder siden andet stik.

- Har man fået tre stik med en coronavaccine - et såkaldt boosterstik - udløber coronapasset ikke. Det skyldes, at sundhedsmyndighederne endnu ikke har taget stilling til, om der skal være en udløbsdato.

- Boosterstikket er endnu ikke godkendt til børn og unge under 18 år.

* Test:

- Har man et testsvar, der er negativt for coronavirus, gælder det også som coronapas. Det kan enten være fra en PCR-test eller en lyntest.

- Har man et negativt svar fra en PCR-test, kan det bruges som coronapas i 72 timer fra testtidspunktet. Har man et fra en lyntest, gælder det i 48 timer.

* Smitte:

- Man kan også få et coronapas, hvis man tidligere har været smittet med coronavirus. Er det tilfældet, gælder coronapasset i fem måneder.

- Man får dog først sit coronapas, 11 dage efter at man med en PCR-test har fået påvist smittet. Det gælder også, hvis man er vaccineret.

* Børn under 15 år:

- Børn under 15 år er undtaget krav om coronapas i Danmark. Der kan dog være andre regler, hvis man rejser til udlandet.

Kilde: Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen
Powered by Labrador CMS