Advarer: Stop ægge-orgie
Det enkelte æg er ikke farligt, men man bør overveje, hvor mange økologiske æg man spiser, mener forbrugerråd
Man bør holde igen med, hvor mange økologiske æg man spiser, efter at forskere har fundet et højt indhold af skadelige PFAS-stoffer i netop økoæg.
Det mener Camilla Udsen, der er projektchef for fødevarer i Forbrugerrådet Tænk.
- Især i forhold til børn.
- DTU anbefaler, at børn i alderen fra fire til ni år maksimalt bør spise 2,5 økoæg om ugen. Men så længe man holder sig inden for det, skulle det være i orden, siger hun.
Fiskemel er synderen
Tidligere mandag kom det frem, at forskere fra DTU Fødevareinstituttet har fundet et højt indhold af PFAS-stoffer i økologiske æggeblommer fra hønsefarme i hele landet.
Stofferne er overført gennem det fiskemel, som indgår i foderet til hønsene.
Danske Æg, der repræsenterer cirka 90 procent af ægproducenterne, har meddelt, at organisationens medlemmer dropper brugen af fiskemel.
Det sker af hensyn til fødevaresikkerheden.
Snak sammen
Camilla Udsen opfordrer landets supermarkedskæder til at tage en dialog med deres leverandører for at sikre, at de økologiske æg på hylderne holder sig inden for grænseværdierne, når det kommer til PFAS.
I Coop bliver økoæggene på hylderne, efter koncernen har sikret sig, at PFAS-indholdet i æggene ikke overskrider de fastsatte værdier.
I Forbrugerrådet Tænk arbejdes der for et nationalt forbud mod PFAS.
- Det er et farligt stof, som ophobes, og som kommer fra mange forskellige kilder. Så vi skal sørge for, at forbrugernes udsættelse for det bliver minimeret, siger Camilla Udsen.