Advarer om vejret: Sender sms til 27.000 danskere
Topdanmark har sendt sms-varslinger til flere end 27.000 kunder i områder, der kan blive berørt af uvejr
Udsigt til kraftigt blæsevejr, forhøjet vandstand og mulige oversvømmelser får flere forsikringsselskaber til at indkalde ekstra mandskab.
Det gælder blandt andet Topdanmark, Codan Forsikring, Gjensidige og Tryg Forsikring.
- Der er kaldt ekstra folk på arbejde, ligesom vi vil være bemandede i weekenden, så vi er klar til at tage imod henvendelser fra vores kunder, siger skadedirektør for bygning i Tryg Forsikring Carsten Hvass.
Meteorologerne har varslet farligt vejr over Danmark fredag og lørdag.
Et kraftigt blæsevejr presser vandmasser ind mod kysterne, særligt i det sydlige Lillebælt, Det Sydfynske Øhav samt kysterne ved Lolland-Falster og Sydøstsjælland.
Det kan give oversvømmelser ved havne og lavtliggende sommerhusområder.
Har sendt 27.000 sms'er
Hos Topdanmark har man indkaldt ekstra mandskab og sendt sms-varslinger til over 27.000 kunder i de berørte områder, primært i Syddanmark.
- De (sms-varslingerne, red.) indeholder gode råd til forebyggelse og link til nemt at anmelde skader, både storm og stormflodsskader, siger pressechef Troels Karlskov.
Vindstød af stormstyrke
Det er ikke kun vandet, der kan give problemer de kommende dage.
I dele af Østjylland, Sydfyn, Vestsjælland, Sydsjælland, Lolland-Falster og på Bornholm er der varslet vindstød af stormstyrke.
Det særlige er, at vinden kommer fra øst og ikke - som den oftest gør - fra vest. Det kan være af betydning for de skader, som kan ske på eksempelvis bygninger.