Actionhelt og sekt-medlem
Tom Cruise har formået at bevare sin stjernestatus, selvom han i 20 år har promoveret den kritiserede religion Scientology. Han fylder 60 år 3. juli
Den amerikanske skuespiller Tom Cruise har gjort Hollywood-karriere på at spille actionhelte og på at udføre sine egne stunts.
Han er især kendt for sin medvirken i franchise-filmene "Mission: Impossible" og "Top Gun", men også for sin rolle som talsmand for den nyreligiøse bevægelse Scientology.
Den 3. juli fylder skuespilleren 60 år.
Thomas Cruise Mapother IV blev født i den amerikanske stat New York, men er delvist vokset op i Canada. Han fik sin første filmrolle som 19-årig.
Gennembrud i Top Gun
Det store gennembrud kom som 24-årig, da han fik hovedrollen som jagerpiloten Pete "Maverick" Mitchell i actionfilmen "Top Gun" (1986).
En rolle, som han også er aktuel med i 2022, da opfølgeren udkom i slutningen af maj.
Siden slut-firserne har Tom Cruise været en af de mest eftertragtede skuespillere i Hollywood.
Selvom man primært forbinder ham med hovedrollerne i actionfilm, har han også fået anerkendelse for andre typer roller.
Han huskes nemlig også for "Cocktail" (1988), "Rain Man" (1988), "Født den 4. juli" (1989), "Et spørgsmål om ære" (1992) og "Jerry Maguire" (1996).
Otte MI-film
Han har spillet agenten Ethan Hunt hele seks gange i "Mission: Impossible"-filmene, som han også producerer, og endnu to film i serien er på vej.
Tom Cruise har været nomineret til en Oscar tre gange. Han har vundet tre Golden Globes, og så vandt han i år en hædersguldpalme ved filmfestivalen i Cannes.
I 2006 blev han kåret som verdens mest magtfulde skuespiller af magasinet Premiere.
Samme år blev han kåret som verdens mest magtfulde berømthed af magasinet Forbes.
Tre ægteskaber bag sig
Den populære skuespiller har været gift tre gange.
Hans første hustru, skuespilleren Mimi Rodgers, introducerede ham i 1986 til Scientology, som han siden har været agitator for.
Scientology er anerkendt som en religion i USA, men ikke herhjemme.
Bevægelsen er omgivet af meget mystik, og kirken beskyldes af tidligere medlemmer for at udnytte deres følgere ved at true, manipulere og overvåge dem, ligesom den også beskyldes for at frarøve dem deres penge.
Afhoppere er også kommet med anklager om fysisk og seksuelt misbrug, som efter sigende ikke meldes til politiet, men håndteres internt af kirkens højtstående ledere.
Alligevel virker skuespillerens karriere ret upåvirket af kritikken, da den nye "Top Gun"-film har slået salgsrekorder og er blevet overøst med roser af anmeldere.
Børn også i Scientology
Tom Cruise har to adoptivbørn, Isabella på 29 år og Conner på 27 år, med sin anden hustru, skuespilleren Nicole Kidman.
Begge børn blev boende hos deres far efter skilsmissen og er i dag voksne medlemmer af Scientology.
Med hans tredje hustru, skuespiller Katie Holmes, har han en biologisk datter.
Det yngste barn, Suri på 16 år, er ikke medlem af hendes fars religion, og Katie Holmes søgte netop om skilsmisse fra Tom Cruise i 2012 for at beskytte datteren mod Scientology.
Med en formue svarende til omkring fire milliarder danske kroner er Tom Cruise en af de rigeste skuespillere i verden.