7-Eleven melder ud efter chok

Tirsdag aften er 18 7-Eleven-butikker åbne for betaling med MobilePay eller kontanter

Offentliggjort Sidst opdateret

Det går fremad for 7-Eleven, og tirsdag aften er 18 af kædens butikker åbne, hvor kunder kan betale med MobilePay eller kontanter.

Det oplyser 7-Eleven i et opslag på Instagram.

Butikkerne lukkede mandag, fordi medarbejderne som følge af et systemnedbrud ikke kunne benytte kasserne eller tage imod betaling.

Mistænker fortsat hackerangreb

7-Eleven mistænker fortsat, at det skyldes et hackerangreb. Fra morgenstunden tirsdag var fem af kædens butikker genåbnet, og det tal er i løbet af dagen øget til 18.

- Desuden kører en række andre 7-Eleven-butikker på lokale driftsløsninger, og er derfor ligeledes åbne for betjening.

Sådan sikrer du dig på nettet

Her får du fem gode råd til, hvordan du optimerer sikkerheden på dine enheder og undgår at blive hacket:

1. Beskyt dig mod skadelige programmer med et antivirusprogram: Et antivirusprogram er et sikkerhedsprogram, som beskytter både din pc, smartphone og tablet mod virus. Sikkerhedsprogrammet forhindrer også hackere i at snuse i dine data, aflytte din kommunikation og følge med i, hvor du befinder dig.

2. Hold dine enheder opdateret: Hackere og skadelige programmer udnytter sikkerhedshuller i programmer, apps og styresystemer. Derfor skal du holde både dine programmer, apps og styresystemer opdateret.

3. Vær opmærksom på uopfordrede mails: Du kan ikke være sikker på, at en mail kommer fra den, der står som afsender. Links i en mail kan lede dig andre steder hen, end det de umiddelbart viser. Vær derfor varsom med at klikke på links eller følge anvisninger i en e-mail, du får tilsendt uopfordret.

4. Brug gode passwords: Beskyt adgangen til dine enheder med en lang adgangskode, som både indeholder tal, tegn og bogstaver. Brug forskellige passwords til forskellige tjenester. Så undgår du, at afsløringen af et enkelt password giver adgang til alle dine tjenester. Skift password jævnligt.

5. Undgå åbne trådløse netværk: hvis et trådløst netværk ikke er beskyttet med kryptering, kan en hacker på netværket se, hvad alle andre sender. Bruger du eksempelvis et åbent netværk på en café, henter din telefon, tablet eller computer måske en mail samtidig. Det kan give en hacker mulighed for at opsnappe adgangskoden til din mailkonto. Brug åbne netværk af typen WPA eller WPA2.

Kilder: Rådet for Digital Sikkerhed

- Der kan trygt handles i alle 7-Eleven-butikker, der er åbne, og vi håber på forståelse ved en evt. længere betjeningstid end normalt, skriver nærbutikskæden i opslaget på Instagram.

Kun en brøkdel genåbnet

Selv om det er fremgang med 18 åbne butikker, er det blot en brøkdel af de 176 butikker, som 7-Eleven har i Danmark.

De ligger primært i København, Aarhus, Aalborg og Odense, men også i mindre byer, i lufthavne, ved nogle hospitaler og ved togstationer i hele landet.

7-eleven mistænker, at en hackerangreb har sat dem ud af spil.
7-eleven mistænker, at en hackerangreb har sat dem ud af spil.

Kan hente pakker som normalt

Langt størstedelen af de genåbnede butikker er i hovedstaden, men også ved Odense Station, ved Tuelsø Syd ved Sorø, på Sprogøvej i Hjørring og på Immervad og Frederiks Allé i Aarhus kan man tirsdag aften handle i en 7-Eleven.

Man kan som normalt hente GLS-pakker i butikkerne. Med hensyn til Sharebox skal kunder kontakte 7-Eleven på Facebook for at få hjælp.

Powered by Labrador CMS