400 år gammel tradition stopper

Dannebrog vil ikke længere blafre i vinden dagligt ved Kronborg Slot, skriver Helsingør Dagblad

Offentliggjort Sidst opdateret

Den daglige hejsning af Dannebrog ved Kronborg Slot stopper fra årsskiftet.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Det har siden 1600-tallet ellers været en fast tradition, at flaget blafrer fra solopgang til solnedgang.

Men nu er det altså slut. 

Skyldes effektiviseringer

Slots- og Kulturstyrelsen oplyser til TV 2, at det skyldes effektiviseringer.

Ved at droppe den daglige hejsning af flaget kan man nemlig spare én million kroner om året.

Dannebrog vil fortsat flagre på Kronborg Slot på de officielle flagdage.

Flagtradition på Kronborg slutter. (Arkivfoto)
Flagtradition på Kronborg slutter. (Arkivfoto)

Kronborg Slot

Kronborg er et slot og fæstningsanlæg i Helsingør. Slottet er et af Nordeuropas mest betydningsfulde renæssanceslotte og blev i år 2000 medtaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Slottet ligger på Sjællands yderste spids, hvor Øresund er smallest, en strategisk vigtig beliggenhed der gjorde det muligt at kontrollere indsejlingen til Østersøen gennem Øresund.

Kronborgs historie kan føres tilbage til fæstningen Krogen, der blev opført af Erik af Pommern i 1420’erne. Sammen med Helsingborg Slot på den anden side af Øresund, kunne fæstningen kontrollere indsejlingen til Østersøen og sikre opkrævningen af told af de forbisejlende skibe.

Fra 1574 til 1585 ombyggede Frederik 2. den middelalderlige borg til et storslået renæssanceslot. Store dele af slottet blev ødelagt af en brand i 1629, men det blev efterfølgende genopført af Christian 4.

I 1658 blev Kronborg belejret og erobret af en svensk hær, der efterfølgende tog en stor del af slottets kunstværker og interiør som krigsbytte. I 1785 ophørte slottet med at fungere som kongelig residens og blev indrettet som kaserne. Militæret forlod selve slottet i 1923 og slottets areal i 1991.

Efter en grundig restaurering blev Kronborg åbnet for offentligheden i 1938.

Kilde: Wikipedia.

Powered by Labrador CMS