Hvidt afviser Boldsens dommedagsprofeti over KIF
Det kommer bag på eks-landsholdsspilleren Kasper Hvidt, at Joachim Boldsen i sin ny bog ‘FÆRDIG’ påstår, at KIF Kolding København må lukke og slukke efter denne sæson.
– Men jeg ved altså mere end Boldsen. Mit personlige indblik i klubben siger mig, at han ikke har ret, siger Kasper Hvidt og tilføjer:
– Boldsen må sige, hvad han vil. Men jeg har altså svært ved at forstå, hvordan han kan drage denne slutning. Der er ingen logik i det, han påstår.
Kasper Hvidt, der har kontrakt med KIF Kolding København frem til sommeren 2016, vurderer, at Joachim Boldsens negative betragtninger om klubben, der i øjeblikket topper Herre Håndbold Ligaen, kun kan skyldes én ting:
– Han vil jo gerne sælge bøger.
Således tror Kasper Hvidt fuldt og fast på, at KIF Kolding København også består efter denne sæson.
– Personligt ligger mit fokus ikke på klubbens fremtid, men på hvordan vi får udviklet den til at blive en magtfaktor i international sammenhæng.
I fredagens udgave af BT lægger KIF Kolding Københavns direktør Jens Boesen også afstand til Joachim Boldsens dommedagsprofeti.
– Det er der så mange, der har sagt (at klubben lukker, red.). Og det bliver de ved med at sige. Jeg er blevet træt af at høre om det. For det er kun os selv, der bestemmer det, siger Jens Boesen.